Melder ud om ny model: Første skridt i at binde ni millioner grise til Danish Crown

Efter mange udfordrende nyheder kan Danish Crown fortælle, at ny ejerskabsmodel er godt på vej til at sikre ni millioner slagtegrise på det danske marked.

Efter sidste uges store fyringsrunde og en masse nyheder, om hvordan konkurrenterne Tican og Danepork vinder terræn om de danske slagtegrise, så kan Danish Crown torsdag i forbindelse med nyhedsbrevet med notering melde en positiv nyhed.

Forårets initiativ omkring et såkaldt smågrise-andelsejerskab, der binder smågriseproducenter tættere på slagterivirksomheden har nu resulteret i, at ejere af op til syv millioner grise har valgt at indtræde i Danish Crowns modeller for de nye ejerskab, mens ejere for en produktion på yderligere to millioner grise har valgt en midlertidig overgangsordning.

Dermed skulle ni millioner slagtegrise være knyttet tættere til selskabet end i dag.

- Det er virkelig godt at se, at en så stor en andel af vores andelsejere bakker op om virksomheden og viser, at de som ejere af Danish Crown vil tage ansvar for hele den danske værdikæde, lyder det i en kommentar fra Danish Crowns formand Asger Krogsgaard.

Han kalder i nyheden timingen for den nye ordning for ikke optimal.

- Vores konkurrencekraft er udfordret, og eksportpriserne for smågrise har været høje, men det viser, at der faktisk er mange danske griseproducenter, der fortsat prioriterer en stabil afsætning af deres smågrise i en dansk værdikæde. Det havde vi nogle indikationer på, da vi lancerede initiativet, og det er nu blevet bekræftet, siger han.

Danish Crown varslerede i sidste uge, at man vil nedlægge op mod 500 stillinger i administrationen blandt koncernens 2.200 funktionærer i ind- og udland som en del af en større spareplan for at gøre koncernen mere konkurrencedygtig. Nybagt CEO Niels Duedahl varslede, at forspringet til de danske konkurrenter Tican og Danepork skal indhentes i dette slagteriår, der løber frem til 1. oktober 2025. Hos Danish Crown lyder det, at man med lukningen af Ringsted tidligere har tilpasset sig til andelshavernes nuværende leverancer.

- Det er et strategisk vigtigt skridt for os, fordi et stabilt råvaregrundlag er vitalt for, at vi kan drive Danish Crown omkostningseffektivt til glæde for alle andelsejere, udtaler Asger Krogsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle