
En ny aftale mellem producenten Crop.zone og Yding Smedie & Maskiner bringer en ny elektrisk løsning til kemifri vækststandsning i kartofler til Danmark. Maskinen er ifølge en pressemeddelelse et effektivt alternativ til traditionelle kemiske nedvisningsmetoder.
Med samarbejdet udvider YSM sin portefølje og bliver importør og forhandler af Crop.zones teknologi, og danske kartoffelproducenter får adgang til en avanceret elektrisk løsning til vækststandsning. Maskinen fra Crop.zone består af en generator, der producerer strøm, som kartoffelplanterne efterfølgende udsættes for. Behandlingen med strøm standser væksten øjeblikkelig og gør kartoflerne klar til optagning. Metoden er på én gang skånsom mod afgrøden og effektiv takket være stor arbejdsbredde og øjeblikkelig virkning.
- Kemifri vækststandsning i kartofler er en presserende udfordring for alle kartoffelproducenter. Med maskinen fra Crop.zone har vi nu fundet en skånsom og effektiv løsning, siger Jeppe Rasmussen, administrerende direktør for Yding Smedie & Maskiner.
Allerede sidste år tog YSM og Crop.zone de første skridt til den nuværende aftale, da man kørte demo med maskinen i både Sverige og Danmark. Crop.zone har valgt Yding Smedie & Maskiner som importør i både Danmark og Sverige.
Relaterede artikler
Kommentarer