Betalt indhold af Kverneland

Smart spredningssystem imponerer maskinstationsejer

- Den spreder græsset meget jævnt og ensartet uden at efterlade klumper. Og dens kantspredningssystem er virkelig smart, siger østsjællandsk maskinstationsejer.

Jakob Meyer Jørgensen, indehaver af JMJ Maskinstation ved Herfølge, lægger ikke skjul på sin begejstring for sin 11,2 meters liftophængte Kubota TE10511 græsvender, som han anskaffede til sæson 2022.

- Vi har nu kørt to sæsoner med vores Kubota vender. Den kører over omkring 500 hektar pr. sæson. Med typisk et par slæt betyder det, at venderen nu snart har kørt cirka 2.000 hektar totalt set. Og den kører bare, konstaterer Jakob Meyer Jørgensen.

Godt 10 hektar i timen

Venderen har en kapacitet på godt 10 hektar i timen. Den spreder græsset meget jævnt og ensartet uden at efterlade klumper. Det betyder, at græsset tørrer hurtigt og ensartet, forklarer den østsjællandske maskinstationsmand.

Han bruger en 180 hk traktor til at køre med den store Kubota græsvender og fortæller, at det er mere end rigeligt, både til at løfte og trække venderen. Det kunne sagtens klares med en betydeligt mindre traktor.

JMJ Maskinstation’s græs-kunder fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem kvægbrugere og hestefolk.

- Egentlig er Kubota TE10511 venderen rigeligt stor til vores behov. Når jeg alligevel har valgt at investere i så stor en vender, er det for at kunne vende en masse græs i en fart indimellem andre opgaver, når vi har rigtig travlt, siger Jakob Meyer Jørgensen.


Inden Jakob Meyer Jørgensen købte Kubota TE10511 græsvenderen, besøgte han fabrikken for at se den. Her kunne han konstatere, at den er solidt bygget. Foto: Kverneland.

Kvaliteten skal være i orden

- Ikke mindst vore heste-kunder stiller store krav med hensyn til kvaliteten og tørstofindholdet i det færdige foder. Mange hestefolk har derfor den indstilling, at de gerne vil betale for at få græsset vendt en ekstra gang, så de kan være sikre på, kvaliteten er helt i top, forklarer han.

- Jeg købte Kubota venderen hos Nellemann Machinery. De har ydet en rigtig god opbakning og service, siger maskinstationsejeren fra Herfølge. 

Kubota græsvenderne produceres på Kverneland’s fabrik i Kerteminde. 
- Jeg besøgte fabrikken for at se på venderen. Her kunne jeg konstatere, at den er solidt bygget, siger Jakob Meyer Jørgensen.

Smart kantspredningssystem

- En virkelig smart detalje ved den her vender er dens kantspredningssystem, fortsætter han. Ved hjælp af en hydraulikcylinder, der er nem at betjene, skråtstilles hele riven, så det yderste skår spredes ind på marken. Det reducerer spildet til et minimum, fordi der ikke kastes græs ud i skel og hegn. Når jeg valgte en Kubota græsvender, så skyldes det, at jeg generelt har det sådan, at jeg gerne vil prøve noget nyt. Og jeg er bestemt ikke blevet skuffet, understreger Jakob Meyer Jørgensen.


- Når jeg valgte en Kubota græsvender, så skyldes det, at jeg generelt har det sådan, at jeg gerne vil prøve noget nyt. Og jeg er bestemt ikke blevet skuffet, lyder det fra maskinstationsmanden. Foto: Kverneland. 

Begyndte alene mand

Han etablerede JMJ Maskinstation alene mand pr. 1. oktober 2011. I dag er der - udover ham selv - én fastansat medarbejder året rundt - plus et par mand ekstra i højsæsonen. Maskinstationens kunder befinder sig indenfor en radius på omkring 35 kilometer.

- Bortset fra gylleudbringning tilbyder vi alle typer almindeligt landbrugsarbejde. Om vinteren udfører vi alle typer entreprenørarbejde, blandt andet nedrivning. Herudover står vi også til rådighed med vintertjeneste, fortæller den østsjællandske maskinstationsmand.

Det absolut vigtigste arbejdsområde for maskinstationen er græshåndtering med produktion af op til 10.000 wrapballer om året.

Udover maskinstationsarbejdet driver Jakob Meyer Jørgensen selv 137 hektar traditionel planteavl med dyrkning af raps, byg, hvede og slætgræs til produktion af wrap.

Emneord sponsoreret, Kverneland, Kubota TE10511, Græsvender, Maskinstation, Kantspredningssystem

Betalt indhold af Kverneland

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.