Der kommer flere meldinger den næste tid for at forbedre Danish Crowns konkurrenceevne.
Alt er spil i Danish Crown.
Det fastslår Danish Crowns formand, Asger Krogsgaard over for Jyllandsposten.
Han bebuder flere tiltag med nedskæringer eller salg af aktiviteter, efter Danish Crown i fredags annoncerede en omfattende spareplan med fyring af 500 ansatte i administrationen.
- I den verden, som vi er i, er intet helligt. Alle sten skal vendes for at gøre Danish Crown konkurrencedygtig så hurtigt som muligt. Det kan betyde nye justeringer – også med frasalg eller andet. Vi har gang i flere forhold, så der kommer flere meldinger den næste tid for at forbedre vores konkurrenceevne, siger Asger Krogsgaard til Jyllandsposten.
Han vil ikke uddybe det yderligere.
Asger Krogsgaard erkender dog, at der er akut brug for en bedre afregning til griseproducenterne – også for at holde på råvarerne.
Han støtter meldinger fra Danish Crowns administrerende direktør Niels Duedahl om, at Danish Crown skal være førende på grisenoteringen allerede ved udgangen af det igangværende regnskabsår 2024/25.
Man skal være foran især Tican, som har tiltrukket flere nye leverandører fra Danish Crown.
/brahe