Godsejer vil sætte skub i udbredelsen af regenerativt landbrug

I regi af Region Sjællands Fødevarealliance går lollandsk godsejer sammen med to samarbejdspartnere i spidsen for nyt projekt, der sigter på at få flere landmænd i gang med af følge dyrkningsprincipperne for regenerativt landbrug.

Godsejer Harald Krabbe, Frederiksdal på Lolland, går nu i spidsen for et nyt projekt, der skal få flere landmænd i gang med regenerativt landbrug.

Han er sammen med Lotte Nystrup Lund, ph.d. i biodiversitet og regenerativ transformation fra futurista.dk og Hanne Gundersen, landbrugsrådgiver fra Jordkontakt.dk, initiativtager til projektet, der har fået navnet: Markindsats Region Sjælland - på vej til regenerativt landbrug.

Projektet lanceres i regi af Region Sjællands Fødevarealliance, oplyser Business Lolland-Falster i en pressemeddelelse.

Test af metoder og erfaringsdeling

De tre initiativtagere vil i projektet arbejde sammen for at udvikle en praksisbaseret videns-hub, der skal inspirere, uddanne og understøtte landmænd i hele Danmark.

Regenerativt landbrug:

Regenerativt landbrug er en bæredygtig landbrugsmetode, der forbedrer jordens sundhed, øger biodiversiteten og lagrer CO₂.

Regenerative landbrugsmetoder tilpasses den enkelte bedrift.

Metoder der indfases, har fokus på:
• At understøtte de naturlige processer i og omkring landbruget
• At udvikle en sund og levende jord
• At dyrke sunde planter og fødevarer med højt næringsindhold
• Øget biodiversitet – over og under jorden
• Dyr og mennesker i trivsel

Kilde: Business Lolland-Falster

- Min vision er et landbrug, der giver liv og diversitet tilbage til naturen. Det kræver nye metoder, et nyt mindset og viljen til at gøre tingene anderledes. Jeg glæder mig til at bidrage til en grønnere fremtid, siger Harald Krabbe.

I projektet vil man gå direkte i marken og teste metoder i samarbejde med landmænd, hvor der er fokus på praktiske handlinger og erfaringsdeling for at skabe konkrete resultater.

- Vi skal skabe en fødevareproduktion, der i stedet for at belaste naturen og klimaet aktivt bidrager til naturens rigdom og landbrugets robusthed, forklarer projektleder Lotte Nystrup Lund.

- Samtidig er det afgørende, at vi inddrager forbrugerne, så de forstår værdien af regenerativt dyrkede fødevarer.”

Projektet kører i 2025 og omfatter:

  • Masterclass: Introduktion til regenerativt landbrug og netværk med andre landbrugere
  • Kurser og erfagrupper: Praktiske kurser og netværksgrupper for at dele erfaringer og sikre implementering
  • Business cases: Seks landbrugere deltager i et forandringsforløb med regenerative forsøg på deres bedrifter

Lokal udvikling

Region Sjælland og Business Lolland-Falster står bag Region Sjællands Fødevarealliance, som har til formål, gennem produktion af fødevarer, at sætte en ny bæredygtig retning for hele regionen, der kan sikre en økonomisk stærkere region og en sundere befolkning.

Faktaboks

Region Sjællands Fødevarealliances projekt

  • Formålet er at styrke biodiversiteten, reducere klimaaftrykket og sikre sundere fødevarer, samt tilbyde værktøjer til at skabe robuste og fremtidssikrede bedrifter.
  • Projektets resultater præsenteres på Madens Folkemøde i maj 2025 og Organic Summit i august 2025.
  • Projektet kan følges på www.biomagine.dk.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.