TBS pilotkurser bliver mere avancerede

TBS udvider udbuddet af deres Fendt pilotkurser med et administrativt FendtONE offboard modul.

- Alle kan køre en Fendt-traktor, men det skader bestemt ikke at bruge en dag på et af vores kurser.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fendt-eksperterne Gert Jensen og Jørgen Thing fra TBS, der de senere år har haft rigtigt mange traktorførere på skolebænken.
Kurserne har kørt flere år nu med ca. 250 kursister pr. år.

- Der er kommet flere nye kunder til, nogle eksisterende kunder har byttet traktorer og fået ny brugerflade at arbejde med, og nye chauffører sætter sig ved rattet. Dertil kommer, at brugerfladerne løbende bliver udbygget, og at f.eks. kravene til dokumentation osv. hele tiden forøges, siger Gert Jensen.

Som noget nyt er der også et TBS-kursus i den nye FendtONE offboard facilitet, som gør det nemt at oprette jobs, styre traktorflåden, planlægge service, styre indrapportering osv. hjemme fra kontoret. Det hele foregår via skyen, så det er nemt at uploade jobbene til traktorernes terminaler og hente information hjem igen, når arbejdet er udført. Kurserne i FendtONE offboard afvikles i både Askildrup, Holstebro og Starup.

Gert Jensen har afholdt Fendt-pilotkurser i mange år og mærker tydeligt forskel på, hvilke emner der interesserer chaufførerne over tid. De første år handlede det hele meget om indstillingen af selve traktoren og dens parametre, nu er der meget mere fokus på Smart Farming, GPS, præcisionsdyrkning, mulige besparelser og dataudveksling, så der er styr på dokumentationen til myndighederne.

Der bliver således også gjort ekstra meget ud af emner som GPS-kørespor, tildelingskort, sektionskontrol og trådløs overførsel af data frem og tilbage mellem Fendt-traktorernes terminaler og CropManager i år. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.