Lasse overtog stort landbrug med investorhjælp og satte gang i hastig omlægning

Det var med 130 kilometer i timen, at Lasse Romvig overtog en større griseproduktion ved Herning. Siden har den unge landmand ikke kunnet sidde ned i ret lang tid ad gangen, efter man både har saneret, renoveret og bygget til.

Drømmen om et selveje brast for 31-årige Lasse Romvig, men de mislykkede planer førte alligevel noget godt med sig.

For i stedet søgte den unge landmand hjælp til finansiering hos en investor, der kunne give ham de økonomiske muskler til at komme godt i gang med et ejerskifte og stå på sikre ben. 

I dag driver han Lærkedal Agro fordelt på syv ejendomme med omkring 1.100 søer og en full-line slagtegriseproduktion, der kommer op på omkring 40.000 årlige slagtedyr, når man inden længe har fået gennemført sin produktionsomlægning og sit nybyggeri. 

- Det er meget at gå fra, at den her ejendom (interviewet foregår på, red.) havde 300 hektar, og så lige pludselig gå til at drive omkring 900 hektar - i samarbejde med en nabo. Nu har jeg en investor i ryggen, og ham skal man ikke sende en salgsopstilling til, for så siger han ’køb den’. Det er mig selv, der er nødt til at trække i bremsen. Jeg har min kone og vores to piger, som jeg også skal huske at være der for, siger Lasse Romvig, der blandt andet er nomineret til prisen som Årets Unge Landmand for at tænke i nye veje til at blive selvstændig.

Privat er Lasse Romvig gift med Maria, og de har sammen to små piger.

Investor-samarbejde

Lasse Romvig havde i sin tid lavet en aftale med en tidligere arbejdsgiver om at overtage en griseproduktion nær Herning via en skattesubstitution.

Derfor skulle den unge landmand starte med at arbejde i virksomheden i tre år for at blive kvalificeret til en familiehandel. Men i efteråret 2022, kort inden ejerskiftet var planlagt til, sprang banken fra.

Den unge landmand havde altid forestillet sig, at han skulle drive sin virksomhed i et selveje. Men han begyndte at høre mere og mere om muligheden for at få en investor med ind i en virksomhed.

Tidslinje:

2012: Færdiguddannet landmand fra Agroskolen i Hammerum og Bygholm Landbrugsskole

2013: Brugte et halvt år i Canada

2015: Færdiguddannet produktionsleder og agrarøkonom

2016-2017: Ansat hos Per Ørskov ved Herning

2017-2020: Ansat hos Skjoldborg Agro ved Herning

2020-2023: Ansat hos Per Ørskov med henblik på generationsskifte

2023-: Medejer og direktør i Lærkedal Agro

Via et etableringsmøde blev han sat sammen med landbrugsinvestor Søren Rasmussen. Og efter et møde på nogle få timer blev parterne enige om at indlede et samarbejde. 

- Det var lidt specielt. Der måtte jeg lige knibe mig selv i armen og spørge, om det var det her, jeg ville? Det var det selvfølgelig, men det blev meget virkeligt lige pludseligt. Vi stod over for en stor mundfuld, og vi endte med at overtage det hele den 10. marts 2023, siger Lasse Romvig.

’Det hele’ omfattede et samlet sohold på 1.550 moderdyr samt en produktion på 15.000 slagtegrise og 40.000 smågrise.

Hele molevitten gik man herefter i gang med at sanere og renovere, så der blev ensrettet i virksomheden. Planen var at komme ned på de omkring 1.100 søer og selv opfede alle smågrise til slagtegrise, der sendes til Danepork.

- Det var ikke min plan, at jeg skulle have et landbrug af den her størrelse. Men skulle vi have en grad af frihed, var det nødvendigt. Jeg er langt fra i stalden hver dag, for kontoret tager rigtig meget tid. Der er meget papirarbejde. I stedet har jeg en dygtig driftsleder i marken og en i stalden, siger Lasse Romvig, hvis kone, Maria, også er ansat på kontoret. 

Fuld fart

Arbejdspladsen for den unge landmand er skiftet fra traktorkabine og grisestald til kontor og computer. Men tempoet er uden tvivl ikke blevet mindre.

Renoveringen og saneringen af de eksisterende ejendomme er knap nok færdiggjort, før man har sat gang i et byggeri af en ny stald med 2.000 stipladser.

Et projekt, man egentlig først skulle være gået i gang med inden for de næste tre år. Men økonomien har været god, og derfor valgte man allerede at sætte gang i byggeriet i år. 

- Så kan man sige, at vi faktisk er i mål med at renovere alle vores produktionsapparater inden for halvandet år. Og som min far (som også driver griseproduktion, red.) har sagt, så er der jo mange, der bruger et helt landmandsliv på at bygge sådan en produktion op. Vi er heldige at få startet godt op. Nu skal vi bare vise, at vi også kan drive det, siger Lasse Romvig.

Resultaterne taler allerede sit tydelige sprog. I sin første regnskabsperiode kommer Lærkedal Agro ud med et overskud på +5 millioner kroner. På halvandet år har man fordoblet virksomhedens balance.

Man har siden overtagelsen øget sit jordareal. Derudover har man blandt andet installeret gyllekøl, luftrenser i stalden og skiftet et oliefyr ud med to, der kører på flis. Samlet har man investeret for omkring 40 millioner kroner, bare siden overtagelsen.

- Det er jo mange penge, vi lige har investeret. Men som jeg selv joker med, bliver jeg 32 år lige om lidt. Jeg har jo også nogle år at betale af på. Det ville være forkert for mig at lave det her som 50-årig. Så skulle det kun være fordi, man havde en søn, der ville overtage. Nu har jeg to piger, og det er ikke sikkert, de vil overtage. Men det er derfor, vi har lavet strategien om et selskab. Hvis vi kan finde nogle dygtige driftsledere, som også vil være en del af ejerkredsen i fremtiden, så er der mulighed for det, siger Lasse Romvig.

Arbejdspladsen for den unge landmand er skiftet fra traktorkabine og grisestald til kontor og computer. Men tempoet er uden tvivl ikke blevet mindre. 

Ekspansion

Der går sjældent langt fra tanke til handling for den unge landmand, medgiver han selv. Han ser hellere, at arbejdet er gjort i dag, end i morgen.

På den måde kan man hurtigt komme videre til den næste opgave. Han slipper det alligevel ikke, før jobbet er blevet udført. 

Hvad har drevet dig i at overtage de her ejendomme og sætte gang i så hastig en omlægning og ekspansion?

Det er nok den entreprenante stil. Man vil godt have, at der skal ske noget. Og som jeg siger, det er i de unge år, at man skal gøre det. Jeg vil gerne bygge noget op og sætte mit eget præg på det og få det til at lykkedes. At ens idéer faktisk bliver til virkelighed. Når jeg går i seng om aftenen, går der da i hvert fald en halv eller en hel time med at finde ud af, hvad det næste er, vi skal have gang i?

Er du utålmodig?

- Jeg er utålmodig engang i mellem. Der skal gerne ske noget hele tiden i hvert fald. Der er noget jord herude, som vi har lavet en aftale om at købe. Jeg tror, at fra det kom offentligt til salg, til vi havde købt det, gik der tre dage. Der havde jeg taget beslutningen om, at vi skulle have det. Du kan godt sætte dig ned og regne det hele igennem. Men det vil bare ligne en dårlig forretning uanset hvad. Så du skal have de lange briller på og bare komme i gang.

Man har siden overtagelsen øget sit jordareal. Derudover har man blandt andet installeret gyllekøl, luftrenser i stalden og skiftet et oliefyr ud med to, der kører på flis. Samlet har man investeret for omkring 40 millioner kroner, bare siden overtagelsen.

Søvnproblemer

Undervejs i processen har tempoet også været højere, end den 31-årige landmands krop og hoved har kunnet følge med til. I vinters måtte han se en stresscoach og tog sovemedicin, da han oplevede problemer med at falde i søvn.

- Så vågnede jeg op midt om natten. Og med det samme, jeg vågnede, tænkte jeg, ’klokken er 12, hvorfor skal jeg til at vågne?’ Så lå jeg bare og tænkte og tænkte. Mit hoved kørte med 110 i timen. Så kan jeg ikke sove, og så får jeg de skøre idéer og kunne finde på at sætte mig til at arbejde. Det var jeg nødt til at få noget hjælp til, fordi det hele var ved at blive for meget, siger Lasse Romvig.

I sidste ende flaskede det sig heldigvis, og den 31-årige landmand kom ud af sin egen nedadgående spiral. I dag har han en notesbog på sin telefon, hvor han får skrevet de ting, han skal huske, ned.

Og han har lært, at han ikke kan ordne alting selv. Ligesom han også må leve med, at to-do listen altid vil være lang. 

Om konkurrencen

Igen i år kårer LandbrugsAvisen Årets Unge Landmand i samarbejde med Gjensidige, L&F og LandboUngdom.

Blandt mange indsendte forslag er fire dygtige finalister, der på hver deres måde skaber en fremtid i erhvervet, udvalgt. Mød finalisterne her i avisen de kommende fire uger. Vinderen kåres på Delegeretmødet 6. november.

Årets Unge Landmand vinder 30.000 kr. til en studierejse.

Gjensidige Forsikring er sponsor og samarbejdspartner i konkurrencen.

- At tænke nyt er en af Gjensidiges kerneværdier. Det er de nye tanker, der udfordrer, skaber dynamik og skaber nye muligheder. Derfor vil vi gerne hylde de unge landmænd, der går forrest med nye projekter, nye tanker og ny stålsat vilje til at vise nye veje for dansk landbrug som i disse år har brug for de nye ideer der bliver født hos jer unge, begrunder Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring.

Vinderen vælges af en dommerkomite, bestående af Søren Søndergaard, formand for L&F, Christian Orthmann Andersen, formand for LandboUngdom, Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring og Christian Friis Hansen, chefredaktør for LandbrugsAvisen.

Kriterier for kandidater:

  • Under 35 år
  • Etableret inden for de seneste tre år
  • Økonomisk ansvarlig for bedriften
  • Sund bedrift, både fagligt og økonomisk

Emneord

Årets Unge Landmand 2024 , Fremhævet , video , LandboUngdom

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle