80 børn på Farmercamp: "Vi er sådan nogle bonderøve"

Det giver et helt særligt fællesskab, når 80 børn og unge får lov til at dyrke deres store passion for landbrug, dyr og maskiner

Allerede efter få minutter går snakken livligt. Om traktorer, køer og afgrøder på markerne. Bygholms farmercamp danner for 7. gang rammen om et unikt fællesskab for børn og unge, der interesserer sig for landbrug.

I fire dage er 80 børn og unge fra hele landet samlet på farmercampen, der byder på et hav af aktiviteter inden for landbrug og natur, krydret med bålhygge og sport. Og der er ingen tvivl om, at deltagerne nyder at dyrke deres interesse for landbrug sammen med andre og lære nyt.

Det skriver Bygholm i en pressemeddelelse.

”Det bedste er, at man møder andre, der også interesserer sig for landbrug, fortæller 13-årige Johannes Skals Hollesen. ”Vi er sådan nogle bonderøve,” tilføjer han og griner.

Johannes Skals kommer fra Esbjerg, og der kender han ikke mange, der har samme interesse for landbrug og maskiner, som ham selv.

At det er fællesskabet, der trækker, kan Jens Hjort nikke genkendende til. Han kommer fra Egtved og ligesom Johannes er han med på farmercamp for første gang.

”Farmercampen er et rigtig godt samlingssted for os.”

En solid succes
Bygholm Landbrugsskole var den første skole, der arrangerede farmercamp i sommerferien, og allerede fra start i 2015 var det en stor succes. Det bliver understreget af de mange gengangere. Faktisk har 1/3 af årets deltagere været med før.

Jens Thaysen, der er tovholder på farmercampen og til dagligt underviser på Bygholm, er ikke i tvivl om, at farmercampen har en langt større betydning end blot at være fire dage med sjove sommerferie-aktiviteter.

”Deltagerne knytter nogle relationer både til hinanden og til skolen og til erhvervet. De er så dedikerede og vil virkelig gerne landbruget, så jeg er sikker på, vi kommer til at se mange af dem igen, enten her på skolen eller på en af de andre skoler,” fortæller Jens Thaysen.

At det også handler om at se skolen an, bekræfter Johannes Skals.

”Der er kun to år til, at jeg skal på landbrugsskole, og så er farmercamp en god måde at komme ud og opleve skolen på, så jeg ved, hvor jeg vil søge ind” pointerer han.

Maskiner er trækplaster

Når farmercamperne tilmelder sig, skal de notere, om de er mest interesseret i maskiner eller i husdyr. Det giver Jens Thaysen og resten af farmercamp-crewet mulighed for at dele deltagerne og tilgodese deres forskellige interesser. Og der er ingen tvivl om, at maskiner er det, der optager de fleste af Bygholms farmercampere.

80 procent har angivet, at det er det, de er mest optagede af. Derfor er der også rig mulighed for at prøve skolens traktorer med det nyeste udstyr, besøge maskinstation og nørde i teknikken.
Men selvfølgelig er gårdbesøg og at være med til at passe Bygholms egen køer og grise også kæmpe hit hos deltagerne.

Intensive dage

For Jens Thaysen og resten af holdet bag farmercampen er det været vigtigt at finde en god balance mellem fordybelse og alsidige aktiviteter, leg og undervisning, så deltagerne kan få noget med hjem ud over sjove oplevelser.


 

Faktaboks

Farmercampen på Bygholm Landbrugsskole holdes hvert år i uge 31. Deltagerne er mellem 12 og 17 år og interesserer sig for landbrug, dyr og natur. Famercamperne bor på Bygholm Landbrugsskole i fire dage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle