Landmænd sælger nu høsten for 2024

Krigen i Ukraine, høje gaspriser og tiden efter coronakrisen har skabt en vis usikkerhed for fremtiden hos flere landmænd.

Priserne på korn og raps har bølget op og ned gennem hele 2022, hvor de toppede i maj.

Særligt krigen i Ukraine har gjort markedet for korn betydeligt mere spekulativt, hvilket allerede har fået landmænd til at sælge dele af deres høst for 2023 og sågar også 2024.

Det oplever både grovvareselskaber og rådgivere, som LandbrugsAvisen har talt med.

- Det er sjældent, vi ser, at landmændene er så interesserede i at sælge et til to år ud i fremtiden. Men tidligere på året var der gode muligheder for at sælge høsten i 2023, og her oplevede vi også flere henvendelser, siger administrerende direktør Henning Fogh fra grovvaredivisionen hos grovvareselskabet Danish Agro.

- Men markedet er lukket ned nu for et stykke tid, fordi der ikke er flere købere til 2023. I forhold til 2024 har vi oplevet mindre henvendelser, siger han.

Toppede i april og maj

Salget for både 2022 og 2023 toppede ikke mindst i april og maj, hvor kornpriserne var på det højeste.

Ifølge Kornbasen kunne landmændene få en gennemsnitspris på omkring 620 kroner per hektokilo raps og 255 kroner per hektokilo hvede i maj måned.

Det er mærkbart højere i forhold til eksempelvis prisen for 2021-høsten, hvor den gennemsnitlige pris for raps var på omkring 400 kroner per hektokilo og 150 kroner for hvede ifølge Kornbasen.

- Salget for både 2022 og 2023 toppede i april og maj måned, hvor priserne også toppede. Så forsvandt køberne til 2023, da priserne begyndte at falde, og sælgerne blev også tilbageholdende, siger Henning Fogh.

Færre interne handler

Landets tredjestørste grovvareselskab, Vestjyllands Andel, har lukket enkelte handler for 2023.

Men administrerende direktør Steen Bitsch understreger, at det er få.

- Der er en enkelt eller to landmænd, som har lukket for 2023. Men det er jo stadig kun mellem 15 og 20 procent af høsten, man forsøger at sælge. Så det er en lille spids, siger Steen Bitsch.

Han mener dog, det er en naturlig udvikling, hvis man allerede nu kan se frem til et fornuftigt dækningsbidrag ved at sælge.

Den vestjyske grovvaretopchef oplever ligeledes, at der har været færre interne landmandshandler, fordi køberne ikke har kunne følge med priserne.

- Det er svært at sælge direkte til eksempel en griseproducent. Så er der jo kun os at gå til, siger Steen Bitsch.

Vi har et utroligt højt konfliktniveau i Europa med krigen i Ukraine og en gaspris på himmelflugt, som også har betydning for afgrødepriserne. Dermed kan man jo sikre sig en hæderlig forretning ved allerede at sælge forud nu

                                                                                             Ole Schou, planteavlskonsulent, VKST

En risikospredning

For den enkelte landmand handler det i høj grad om risikospredning, når høsten for de kommende år allerede forsøges solgt nu.

Det oplever planteavlskonsulent Ole Schou fra rådgivningsvirksomheden VKST.

Han ser betydeligt flere landmænd i forhold til tidligere år, som sælger høsten et til to år ud i fremtiden - ikke mindst på grund af de historisk høje kornpriser.

- Det er ud fra en risikospredning, fordi vi har intet begreb om denne urolige verden. Vi har et utroligt højt konfliktniveau i Europa med krigen i Ukraine og en gaspris på himmelflugt, som også har betydning for afgrødepriserne. Dermed kan man jo sikre sig en hæderlig forretning ved allerede at sælge forud nu, understreger Ole Schou.

Markedsanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom tror, at langt flere landmænd har solgt høsten for ikke bare 2022, men også de kommende år. Han kan dog ikke give et præcist antal.

Men hans opfordring til landmænd har det meste af året været, at de også skulle forsøge at sælge 2023-høsten.

- Da vi anbefalede salg for 2022, sagde vi, at de også skulle sælge 2023. Nogle af mine kunder har solgt dele af 2023, og andre har solgt hele 2023, siger Palle Jakobsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra landets største grovvareselskab, DLG, på grund af sommerferie.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle