Video: Skyd Høsten vinder uge 28 og alle ugens indsendelser

En uge er gået, to nye afgrøder er blevet skudt først, og en ugevinder er fundet.

Kornhøsten er kommet i gear i den forgangne uge, mens græsserne stadig bliver høstet rundt omkring.

Det betyder for det første, at to nye afgrøder er blevet skudt først. Og så betyder det, at vi har fundet ugevinderen for Skyd Høsten Bedst for uge 28.

Du kan deltage i Skyd Høsten med dine billeder og video her.

Det bliver Hans Kristian Eriksen fra Fynske Søndersø, der slår to fluer med et smæk. For ikke bare blev han den første til at skyde almindeligt rajgræs, nej, han blev også ugevinderen for uge 28. Og til billedet knytter sig da også flere ord end bare dem om mejetærskeren og udbyttet. For møllen i baggrunden har en særlig historie, idet det var Hans Kristian Eriksens farfar, der byggede den i 1907.

Møllen malede korn til gården Brolund indtil cirka 1945, hvor der blev installeret et petroleumsdrevet kornmaleri i laden. I dag er møllen, som er bygget af teglsten fra bedriftens eget teglværk, derfor kun til pynt.

Så kom vinterbyggen

Den anden af ugens to ´først´ afgrøder er vinterbyggen, som Martin Mogensen i Østbirk ved Horsens blev den første til at høste inden for konkurrencens regler. Det blev til 80 hektokilo per hektar på de 15 hektar af sorten Valerie, og Martin Mogensen mener ikke, at afgrøden har taget skade af forårets tørke. Den har dog muligvis fået en lidt for høj dosis vækstreguleringsmiddel.

Foruden Valerie venter yderligere 55 hektar med sorten Jettoo stadig på at komme for skærebordet.

Slår på tromme for landbruget

I sidste uges Skyd Høsten-opdatering efterlyste vi nogle af de historier, som høsten også kan fortælle. Og foruden den fynske mølle har også Susanne Clemmensen fra Rands nær Børkop meldt ind.

For som bestyrelsesmedlem i Vejle-Fredericia Landboforening har hun gjort det til sin mission at slå et slag for landbruget. Det gør hun ved at bruge sin profession som fotograf til at fortælle landbrugets gode historier på Facebook og Instagram. Og så selvfølgelig i Skyd Høsten, hvor hun beretter om en første høstdag, der betyder så meget, at bedriftens ferieramte markmand valgte at kigge forbi alligevel.

De andre afgrøder

Foruden de 13 afgrøder i Skyd Først-konkurrencen byder dansk landbrug også på et hav af andre afgrøder, som vi også holder meget af at se i Skyd Høsten Bedst.

De afgrøder er i denne uge repræsenteret af Jesper Hyldal, der høstede kørvel til frø på Fyn:

 Og af Knud Rabølle, der høstede purløg til frø på Langeland:

Og så kan vi passende runde af på en video af en af de mere sjældne maskiner her til Lands. For Flemming S. Christensen, Stokkemarke på Lolland, skårlagde i den forgange uge 30 hektar 3. års engrapgræs af sorten Evora med en traktormonteret Kema-skårlægger, som er et tysk fabrikat. 

 

 


Skyd Høsten er et samarbejde med Maykers.dk. Maykers har samlet over 200.000 produkter fra 200 forskellige forhandlere til landbrug på en samlet platform, så du nemt kan finde alt du skal bruge til dit landbrug. Opret en gratis konto og find alt til høsten allerede i dag.

Faktaboks

Skyd Høsten 2022 - Sådan gør du

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst:

  • Hovedpræmie: Høstfest til 25.000 kr.
  • Ugevindere: Gavekort til Maykers på 1.000 kr.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: Gavekort til Maykers på 5.000 kr.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.749 kr.

Skyd Høsten Først:

  • Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort til Maykers på 800 kr.
  • Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
  • Allerede høstet er: Rødsvingel, engrapgræs, vinterbyg, alm. rajgræs og hvidkløver.

Emneord Skyd Høsten 2022, video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.