Blandt EU-27-landene bliver 2022 et år med mindre produktion af grisekød. Forbruget går den samme vej.
Det økonomiske pres på den europæiske grisesektor, der på dele af kontinentet har varet i snart to år, udmønter sig nu i en stærkt faldende produktion.
Både Polen og Tyskland har meldt ud om markante tilbageslag for deres griseproduktioner, og den seneste melding fra EU-Kommissionen er ifølge Markedsnyt for grisekød, at griseproduktionen for hele regionen ventes at falde omkring 4,7 procent i år til 22,5 millioner ton.
Eksporten, der har været underdrejet længe, forventes at falde 9,6 procent til 4,3 millioner ton.
Forbruget ventes at falde 3,3 procent til 18,3 millioner ton, og målt pr. forbruger i kilo spiser alle EU-borgere 31,7 kilo grisekød i 2022.
Det er en tilbagegang på 1,4 kilo på et år.