Fronter fra vest passerer hen over landet de kommende dage og bringer både sol, skyer og regn med sig.
I den sidste uge af skolernes sommerferie bliver det så som så med ubetinget flot vejr, inden eleverne vender tilbage til klasselokalerne.
Prognosen for perioden frem til weekenden er en blandet omgang. Ugens varmeste dage bliver onsdag og torsdag med helt op til 28-30 grader.
Det ustadige vej med et miks af sol, regn, byger og skyer skyldes, at flere fronter passerer hen over Danmark fra vestlig retning.
- Mandagens vej afspejler sådan set hele ugens vejr, siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.
- I nat har vi haft en passage af en front, der lige nu ligger over de østlige egne. Fronten giver dis, og stedvis noget regn, men opklaring fra vest breder sig med tørt vejr og nogen eller en del sol.
Det bliver op til 23 grader varmt mandag med de højeste temperaturer i de sydlige egne.
Tirsdag er der fra morgenstunden igen mulighed for en smule solskin, men skyer trænger ind fra vest, og regnbyger skal man også være forberedt på på en dag, hvor DMI forventer mellem 17 og 22 grader.
- Onsdag og torsdag er der mulighed for et pust af varme, siger Mette Wagner.
Begge dage begynder med en smule regn, men efterhånden trænger solen sig på. Onsdag forventer DMI mellem 22 og 28 grader, og de sydøstlige egne står til at få det varmest.
Torsdag kan det blive endnu varmere med mulighed for 30 grader - og igen er det i de sydøstlige dele af landet, at DMI forventer de højeste temperaturer.
Mette Wagner understreger, at der er en vis usikkerhed om, hvordan vejret arter sig de to dage.
- Natten til fredag vil en koldfront køle luften ned, og det giver også en forholdsvis kølig fredag, hvor dagtemperaturerne ikke når højere op end 21 grader.
/ritzau/