USAs griseproducenter frygter californisk lov om mere plads til grise

En ny velfærdslov for blandt andet grise vedtaget i Californien og nu stadfæstet af USAs Supreme Court, som svarer til Højesteret, har skabt røre hos amerikanske griseproducenter. Hvis producenterne, også dem i andre delstater end Californien, fortsat vil kunne sælge grisekød på det store californiske marked, skal de ændre deres staldindretning.

I 2018 stemte indbyggerne i delstaten Californien i USA et nyt lovforslag igennem. Den såkaldte Proposition 12 er et lovforslag, som skal forbedre dyrevelfærden for blandt andet grise i den primære produktion.

Et af punkterne i lovforslaget går på, at drægtige søer skal have et areal på minimum 2,2 kvadratmeter pr. so til rådighed frem for den normale opstaldning i enkeltbåse med den halve plads, og at alt kød fra grise solgt i Californien skal opfylde dette krav. 

Californiens borgere stemte lovforslaget igennem med 63 procent af stemmerne for. 

Højesteret giver grønt lys til Californien 

For nylig har Proposition 12 været prøvet i Supreme Court, svarende til USAs højesteret, idet sammenslutningen af USAs griseproducenter, National Pork Producers Council, har anfægtet lovligheden af, at det californiske velfærdskrav kan gælde for griseproducenter i alle delstater.

Staten Californien fik medhold i en dom fra maj 2023. Loven får lov at stå og kan nu blive implementeret. Det skriver blandt andet mediet The Conversation.
 
Konsekvensen af den nye lov er, at alle griseproducenter, som sælger deres kød i Californien, skal kunne opfylde de minimumskrav, der bliver stillet til primærproduktionen, altså blandt andet at drægtige søer har 2,2 kvadratmeter pr. so til rådighed.

Loven rammer på samme vis også ægproducenter og kalveproducenter, som dog har valgt at gå i gang med at implementere forbedringer af dyrevelfærden frem for at gå rettens vej.

De seneste 50 år har praksis for USAs Supreme Court været at slået ned på love, som har forstyrret den fri handel mellem delstater. Men i nogle enkelte tilfælde har delstaterne indført egne regler for dyrevelfærd, og den nye dom kan blive et nybrud for skrappere regler for dyrevelfærd gældende for hele USA, lyder det fra iagttagere.

Næsten ingen griseproducenter i Californien

Californien udgør cirka 13-15 procent at USAs samlede marked for grisekød, men der er stort ikke nogle griseproducenter i delstaten. De befinder sig nemlig primært i staterne Iowa, Minnesota, Illinois, Indiana og North Carolina. 
 
De amerikanske griseproducenter er nu nervøse for, om flere delstater vil følge Californiens eksempel og højne de velfærdsmæssige krav for produktione af grisekød, der sælges i pågældende stat.

National Pork Producers Council påpeger, at grisekødet vil blive dyrere, og at flere mindre griseproducenter vil gå konkurs, hvis de skal ombygge staldene.  

Griseproducent: Nervøs for markedet på langt sigt

En griseproducent fra Marshall i delstaten Minnesota fortæller til nyhedsmediet abc NEWS, at han er nervøs for, hvordan markedet udvikler sig på den lange bane. Med Californiens nye lov skal producenterne kunne imødekomme særregler for at kunne sælge til én stat – hvad bliver det næste?
 
Under retssagen i Supreme Court blev det noteret, at en række meget store griseproducenter gerne vil imødekomme Californiens krav til dyrevelfærd. Generelt har man de seneste år, set, at forbrugerne i USA ønsker bedre dyrevelfærd for produktionsdyr.
 
Scott Hays, formand for National Pork Producers Council, er skuffet over dommen i Højesteret. Han fortæller, at foreningen forsat vil arbejde for de amerikanske griseproducenters interesser og imod, det han mener er vildlededende regler.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle