Håbet stiger for, at tysk mund- og klovsyge-tilfælde var enlig svale

Inkubationstiden for mund- og klovsyge angives i litteraturen til mellem to og otte dage, men kan være længere.

Det tyske tilfælde af mund- og klovsyge 10. januar 2025 kom som et lyn fra en klar himmel.

- Heldigvis har vi kun set det ene tilfælde, så håbet stiger for, at der ikke kommmer flere, forklarede sektordirektør Christian Fink Hansen, LF Gris, på Svinevets årsmøde tidligere denne uge.

Vi skal alle være opmærksomme på de nye karantænetider situationen i Tyskland har medført, opfordrede Christian Fink Hansen.


Han opfordrede igen alle til at være ekstra opmærksomme på den eksterne smittebeskyttelse.

Forholdsreglerne mod mund- og klovsyge og for afrikansk svinepest er de samme. En vigtig forskel i smittemønstret er, at mund- og klovsyge er luftbåren og kan føres med vinden helt op til 300 km.

Alle personer, der har været i udlandet, skal i den aktuelle situation holde 48 timers karantæne i Danmark, før de kommer i en besætning.

Christian Fink Hansen oplyste, at den tyske delstat som en forholdsregel havde bestilt vaccine mod sygdommen, men at man kun nødigt ville skride til vaccination.

- Som udgangspunkt er det ikke tilladt at vaccinere mod mund- og klovsyge i EU, sagde han.

En tilhører spurgte om det ville være muligt at vaccinere i Danmark.

- Vaccination her i landet vil få meget store konsekvenser for vores eksport, da man ikke kan teste om en reaktion skyldes naturlig smitte eller vaccination, forklarede han.

Markedsanalytiker Markus Fiebelkorn, Danske Svineproducenter, berørte også situationen omkring mund- og klovsyge i sit indlæg.

- Det er kun få procent af den tyske griseproduktion, der eksporteres og som dermed er ramt af eksportforbuddet. Konsekvenserne er derfor mindre i Tyskland end de vil være i Danmark, sagde han.

Alligevel har det allerede ført til noteringsfald i Tyskland. Markus Fiebelkorn turde af samme årsag ikke gætte på notering og smågrisepriser i Tyskland den kommende tid. Det afhænger helt af, om der kommer flere udbrud.

- Det ændrer dog ikke ved, at vi ser ind i et større og større underskud af smågrise i Tyskland. Det stiger fra 7-8 mio. i år til måske 15 mio. om få år, sagde han.

Tyske velfærdsregler, Haltungsform, kan dog blive en udfordring for danske smågriseproducenter, ligesom strammere transportregler også kan blive det.

Andre nedslag i Christian Fink Hansens indlæg

  • Straftold på lysin fra Kina rammer europæiske griseproducenter og medfører en meromkostning på syv til otte kroner per slagtegris.
  • Vi kan ikke tåle en gentagelse af TV2-dokumentaren. Selvom der var faktuelle fejl, så ændrer det ikke på, at forholdene ikke var i orden.
  • Set i det lys er det ekstra vigtigt, at branchen leverer, når det kommer til hele haler. Ellers risikerer vi stramninger på andre områder.
  • Sodødeligheden er tilsyneladende stagneret fra 2023 til 2024. Jeg havde håbet og troet på en forbedring, men sætter fortsat min lid til, at de avlsmæssige initiativer vil rykke på udviklingen lige som de har rykket på pattegrisedødeligheden.

 

Glem ikke PCV2 i relation til andre sygdomme

Clara Paulsen, Svinevet


Dyrlægerne Clara Paulsen, Svinevet, og Michael Larsen, Ceva, fremhævede, at selvom man først og fremmest tænker på almindelig og ondartet lungesyge i relation til luftvejssygdomme, så spiller PCV2 også en rolle.

- Når en PCV2-infektion rammer en gris, så rammer det også lungerene og så sættes hele immunforsvaret under pres. Derfor kan vaccination mod almindelig lungesyge være en god og billig forsikring, påpegede Clara Paulsen og Michael Larsen.

 

Fire foderenheder ugen før faring

Jacob Johannsen, Aarhus Universitet. Arkivfoto.


Der sker store ændringer i soens behov i dagene før og omkring faring.

- Det er et kompromis mellem at sikre soen tilstrækkelig energi til faringen og ikke at overforsyne den, så det fører til forstoppelse, forklarede Jacob Johannsen, Aarhus Universitet.

Et bud kan være fire foderenheder dagligt fra dag 108, det vil sige den sidste uge før forventet faring.

Det kan for eksempel opnås ved at give soen 300 g sojaskrå oven i en almindelig drægtighedsblanding.

 

Er der behov for 100 blandinger til slagtegrise?

Rikke Rodenberg, DLG. Arkivfoto.


For få år siden havde DLG mere end 300 foderblandinger til slagtegrise. Det er nu barberet ned til godt hundrede.

- Er det virkelig nødvendigt med så mange? spurgte Rikke Rodenberg.

DLG kan nu via dynamiske data fra slagtegrisebesætninger benchmarke forskellige foderblandinger. På den baggrund kan de konstatere, at deres eget bud på den laveste foderomkostning, Gris 2.0, faktisk ligger 10 øre per kilo tilvækst lavere end gennemsnittet af slagtegriseblandinger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle