Fynsk høst af alm. rajgræs med samme sort i 45 år - meget højt udbytte

Hans Kristian Eriksen tog søndag hul på direkte høst af 30 hektar alm. rajgræs af sorten Belida, der bliver dyrket på bedriften for 45. sæson i træk.

Hans Kristian Eriksen, der driver Brolund ved Søndersø på Fyn, tog søndag ved middagstid hul på høsten af 1. års alm. rajgræs af den tidlige sort Belida.

I løbet af dagen kom otte af de i alt 30 hektar med afgrøden i hus.

Rajgræsset bliver klippet med bedriftens velfungerende 25 år gamle John Deere 2054 med 16 fods skærebord. Mejetærskerpilot i går var Hans Kristian Eriksens nevø, Dennis Eriksen. 

- Rajgræsset stod op i nogle pletter hist og her på blandt andet bakketoppe, og med en del blæst de seneste dage er en del frø drysset af, så søndag valgte vi at gøre et forsøg med mejetærskeren. Det gik fint.

- Desuden er min rødsvingel også ved at være høstklar, for ellers kunne rajgræsset godt have ventet to-tre dage, fortæller Hans Kristian Eriksen.

- Jeg har ikke målt vandprocenten, men min erfaring er, at hvis vandprocenten er under 20, kommer frøene fint ud af tanken, siger han.

Du kan deltage i Skyd Høsten med dine billeder og video her

Hans Kristian Eriksen har i denne uge fanget dette flotte motiv med en regnbue over den gamle mølle. Foto: Hans Kristian Eriksen 

Samme sort 45 år i træk

Den dyrkede sort er Belida, som står i markplanen for 45. sæson i træk. Bortset fra første sæson har Hans Kristian Eriksen været ejer af bedriften, som han overtog efter sin far, i alle årene.

Loyaliteten over for samme sort kan blandt andet forklares med, at Brolund er et relativt lille markbrug med en høj andel frøgræs i sædskiftet.

På de 105 hektar med stiv lerjord dyrkes nemlig 30 hektar alm. rajgræs og 30 hektar rødsvingel. Det betyder, at rajgræsset kører i en fast turnus med udlæg i vårbyg og høst det efterfølgende år, og derefter igen udlæg i vårbyg.

Efter høst af rajgræsset bliver frøgræshalmen snittet, rajgræsset vokser op igen, og marken pløjes i november eller december. 

Den fynske frøavler høster normalt meget høje udbytter i alm.rajgræs, og forventningen i år er et normaludbytte. Han ønsker ikke sætte præcise tal på gennemsnitsudbyttet, men han vil dog godt gå med at det nok er "omkring de 2.000 kg renvare pr. hektar".

Hans Kristian Eriksen har tidligere arbejdet ved DLF gennem ca. 25 år, og har i dag trappet ned til kun at passe sin planteavlsbedrift.   

Møllen er bygget i 1907 af Hans Kristian Eriksens farfar. Foto: Hans Kristian Eriksen 

Mølle fra 1907 er bygget af farfar

Møllen, som ses på de to billeder, Hans Kristian Eriksen har sendt ind, er fra 1907, og blev bygget af hans farfar. Byningerne til Brolund er placeret i udkanten af landsbyen Sønder Esterbølle, og møllen nogle hundrede meter i retning væk fra landsbyen.   

Møllen malede korn til eget forbrug frem til ca. 1945, da der blev installeret petroleumsdrevet kornmaleri i laden, fortæller den fynske planteavler.

I dag er møllen kun til pynt. Den blev renoveret og fik nye vinger for 27 år siden. Under stormen i 2013 tog vingerne skade, og året efter blev de derfor endnu engang istandsat. Samtidig blev møllen sandblæst og malet og der blev sat ny dør i. 

Både møllen og dele af bygningerne på Brolund er bygget af teglsten, som blev  produceret på bedriftens daværende lille teglværk.

- Der er stadig spor efter teglværket. Når jeg pløjer i et bestemt område, bliver jorden rødlig, siger Hans Kristian Eriksen. 

Med de indsendte fotos vinder Hans Kristian Eriksen konkurrencen Skyd Høsten Først i kategorien alm. rajgræs.


Skyd Høsten er et samarbejde med Maykers.dk. Maykers har samlet over 200.000 produkter fra 200 forskellige forhandlere til landbrug på en samlet platform, så du nemt kan finde alt du skal bruge til dit landbrug. Opret en gratis konto og find alt til høsten allerede i dag.

Faktaboks

Skyd Høsten 2022 - Sådan gør du

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst:

  • Hovedpræmie: Høstfest til 25.000 kr.
  • Ugevindere: Gavekort til Maykers på 1.000 kr.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: Gavekort til Maykers på 5.000 kr.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.749 kr.

Skyd Høsten Først:

  • Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort til Maykers på 800 kr.
  • Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
  • Allerede høstet er: Rødsvingel, engrapgræs, vinterbyg og alm. rajgræs.

Emneord Skyd Høsten 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.