Driftsleder for to godser i samdrift: Nyt tørreri bliver klar til frøhøsten

Blog fra planteavlsbedriften: Sebastian Dahl Andersen, driftsleder hos Agro-Alliancen, et samarbejde mellem godserne Egeskov og Ravnholt, arbejder på at få de sidste detaljer klar på et nyt tørreri inden frøhøsten, som ventes at gå i gang midt i juli med rødsvingel og hvidkløver.

Af Sebastian Dahl Andersen, driftsleder - fortalt til Stig Bundgaard

Det er ferietid nu. Fra i morgen lørdag 25. juni går alle ansatte på ferie i fra en til fire uger. Jeg holder selv to ugers ferie og tager en tur til Norge. Det er dejligt at komme væk fra de vante omgivelser en gang imellem.

Før ferien skal vi have afsluttet forskellige opgaver, dels sprøjtninger i ærter og spinat, og dels forskellige småting som blandt andet at få vores nye frøtørreri gjort helt klar.

Travlhed i marken, her sprøjtning i vårbyg, før vi alle går på ferie i en til fire uger fra lørdag 25. juni.

Nyt tørrreri til græsfrø

I ærter til konsum sprøjter vi mod lus og svamp med 0,4 kg Signum + 0,1 kg Pirimor + 0,1 liter Mavrik.

De to sidstnævnte insektmidler kompenserer hinanden rigtig godt, og skåner nyttedyrene bedst muligt, samtidig med en god virkning. Vi skal passe meget på de få insektmidler, vi har tilbage, i forhold til resistens, så i korn og raps har vi ikke brugt insektmidler i år.

Jeg håber, det er den afsluttende sprøjtning i ærterne, men det kan blive nødvendigt at køre en gang mere mod lus.

I spinatfrø kører vi med 0,5 kg Signum + 0,45 kg Switch + 0,14 kg Teppeki mod henholdsvis svampe og skadedyr. Jeg forventer at vi skal køre yderligere en-to gange mere i spinaten. 

På Egeskov har vi bygget et nyt tørreri på 650 kvadratmeter til græsfrø, spinat og hvidkløver, da pladsen var blevet for trang. Det er et trægulvstørreri fra Sukup med to sektioner og en hovedkanal i midten.

Vi har i forvejen et lignende tørreri på Ravnholt, som vi er utrolig glade for, så vi glæder til at få endnu et tørreri af denne type i brug. Vi mangler nogle smådetaljer, før det står helt klar til den kommende frøhøst.

Det er første gang, vi dyrker ærter til konsum, og det bliver spændende at se hvordan det ender.

Høster rødsvingel og hvidkløver midt i juli

Vi har i år rødsvingel til høst for første gang, som på trods af en tør periode i foråret ser rigtig fornuftig ud.

Jeg havde frygtet, at der ville være en del væselhale i rødsvingelen, da markerne forinden var lidt forurenet, men det ser ud til at det lykkedes at holde markerne fri for dem. Desværre var vi nødsaget til at køre kalk ud i foråret inden såning af dæksæd, så vi kan desværre se kørersporene efter kalksprederen.

Jeg forventer, at vi skårlægger og høster hvidkløveren i midten af juli måned, bedømt ud fra bierne aktivitet. Rødsvingelen forventes at blive i samme periode.

Generelt har vi kun meget få tørkepletter rundt i markerne. Vandet i foråret kom i 11. time, så afgrøderne ikke nåede at tørste for alvor. Samtidig kom det tids nok til transportere næringsstofferne ned til rødderne. Sygdomme ser vi ikke på nuværende tidspunkt i markerne.

Nogle af vores ukrudtsløsninger i korn har dels været lidt dyre, dels hårde ved afgrøden efter udsprøjtning. Det er et så vigtigt område at have fuldt fokus på, så vi ikke opformere nogle grimme arter på ejendommene. Det er rart at se, at indsatsen har virket efter hensigten. 

Ærterne til konsum står i fuld blomst lige nu. Det er første gang, vi dyrker ærter, og det bliver spændende at se, hvordan det går. Afgrøden ser godt ud med en god pels og mange bælge. 

Overordnet står afgrøderne generelt rigtig fint, så håber vi det holder frem til høst. 

 

Generelt ser afgrøderne gode ud, og vi har kun nogle få tørkepletter rundt om i markerne.

Faktaboks

  • Agro-Alliancen er et driftsfællesskab mellem de to godser, Egeskov og Ravnholt. I dag driver de 2.630 hektar planteavl.
  • Primært JB 4-6. Den lette jord er nede ved Brahetrolleborg, og det tungeste er ved Ravnholt Gods, og så ligger Egeskov et sted midt i mellem.
  • Markplan til høst 2022: Vårbyg til malt, ærter til konsum, vinterhvede (fremavl, brød og foder), vinterraps, strandsvingel, alm. rajgræs, rødsvingel, hvidkløver og spinat.
  • Maskinpark: Fendt 1050, 942,939,724. Cat Challenger Mt865C. Horsch pronto 9SW. Horsch Focus 6TD. 6 Meter Horsch Terrano. 12 meter Horsch Joker. Horsch PT280 marksprøjte. Amazone ZG-TS Argus twin gødningsspreder. 3 stk. Claas Lexion 8800 fra høst 2021. Derudover en masse vogne og små maskiner. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.