Fynsk besætning i top med største fremgang i lungesundhed 

Ceva’s kampagne Lungvember kårer den fynske besætning VBØ I/S ved Ejby, som besætningen med den bedste fremgang på lungesundheden i forhold til året før. Slagtegrisenes lungeindeks er blevet markant bedre i forhold til Lungvember 2023.

Kampagnen Lungvember, som Ceva har kørt for tredje år i træk for at sætte fokus på lungesundheden blandt slagtegrise, har fundet besætningen med den bedste fremgang i forhold til året før.

Vinderen er VBØ I/S ved Ejby på Fyn, som er ejet af Carsten Jensen, Torben Jensen samt Hans Peter Jørgensen.

Det fortæller Ceva i en pressemeddelelse.

Læs også: Fynsk besætning har Danmarks sundeste griselunger

Flot forbedring på et år

Slagtegrisene havde i forbindelse med Lungvember 2023 et totalt lungeindeks, som var temmelig højt. Året efter landede grisene på et indeks en del under 1. 

- Det er en markant forbedring af lungesundheden, som vi ser hos grisene fra VBØ I/S, og virkelig godt klaret.

- Når lungeindekset er over 1, påvirkes grisenes tilvækst og trivsel. Derfor bør man indføre tiltag, som kan forbedre grisenes lungesundhed, og VBØ I/S er et flot eksempel på, at de rigtige tiltag kan forbedre lungesundheden markant, påpeger Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge og Teknisk Marketing Manager i Ceva.

Løbende monitorering med CLP

I Lungvember får besætninger foretaget en CLP, en lunge-USK i Ceva regi. Med en regelmæssig CLP kan besætninger med fordel holde øje med lungesundheden i besætningen og træffe de nødvendige valg om tiltag til eventuel forbedring.

I den netop overståede kampagne, hvor 72 besætninger fik foretaget en CLP, havde de 20 besætninger benyttet sig af muligheden for denne opfølgning på lungesundheden i forhold til året før. 

- CLP er et rigtig godt værktøj til løbende at holde styr på lungesundheden, så det er virkelig glædeligt, at 20 besætninger valgte at bruge værktøjet i forbindelse med Lungvember som opfølgning på resultatet fra 2023.

- Ud af de 20 besætninger havde ni besætninger forbedret lungesundheden, mens 11 havde fået en dårligere lungesundhed. VBØ I/S havde en dobbelt så stor fremgang, som den besætning, der blev nummer to. Så besætningen er en klar vinder, siger Charlotte Sonne Kristensen.

Charlotte Sonne Kristensen fortæller, at en del data er kommet ud af kampagnen, og de data nu vil blive analyseret og delt, så alle kan få gavn af den nye viden og øge muligheden for at forbedre lungesundheden blandt slagtegrise.

Faktaboks

Lungvember 

  • Lungvember, som Ceva står bag, blev lanceret første gang i 2022 med formålet at forbedre lungesundheden hos slagtegrise.
  • Besætningen med Danmarks Sundeste Lunger samt besætningen med den Bedste Fremgang, sammenlignet med året før, kåres.
  •  I 2024 tilmeldte 115 besætninger sig Lungvember. Veterinært Laboratorium i Kjellerup lavede 77 CLP-undersøgelser, hvoraf de 72 indgik i konkurrencen: 2 besætninger var negative for Mykoplasma (et krav for at deltage), 3 besætninger fik udtaget lunger to gange, så det blev den sidste CLP, der indgik.  I alt blev 2300 lunger scoret og 2150 indgik i Lungvember.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle