Ny dansk maskine er både en graver og en læsser

Ny multiserie fra Hydrema byder både på telematics, nye funktioner på joysticks - og en ny klimavenlig funktion.

For mere end tre år siden var Hydrema ude med en opdatering på rendegraver-siden med en række modeller i serien 900 F.
Nu er den nordjyske maskinproducent så klar med efterfølgeren, hvor efternavnet får et hak længer hen i alfabetet med navnet 900G.
Modelrækken består af fire modeller i spændet fra 122 hk til 147 hk. Ifølge Hydrema har vi her fat i en multimaskine, som både fungerer godt som rendegraver og læssemaskine. Maskinen har nemlig læssemaskinens knækstyring samtidig med, at den har en gravearm med sideforskydning og et 280 graders graveområde.

Udover at motorerne, som vi ser det mange steder for tiden, er opdateret til Stage V, så nævner Hydrema blandt opdateringerne et multijusterbart armlæn og en otte liters mobil køle-/varme-boks.
Samtidig er der nu større mulighed for individuel førertilpasning af joysticks ved, at piloten fra instrumentpanelet justerer følsomheden på joysticksene samt ombytning af funktion og retning på rullerne.

Kan få elektrisk åbning af motorhjelmen

Bagruden er også re-designet for at gøre åbning og lukning endnu lettere.
Der er desuden også monteret fjernbetjent lys, så man kommer til lys på maskinen en mørk vinterdag. Der er også lavet mulighed for, at man kan få installeret fjernbetjent elektrisk åbning og lukning af motorhjelmen.
Som standard leveres maskinerne også med telematics og så er det blevet installeret en automatisk hovedafbryder, som kapper strømmen til batterierne ved inaktivitet.

Modellerne 906G og 908G har fået en højere max-hastighed på op til 40 km/t. Dermed kan alle modeller i 900G-serien nu tempo-40 godkendes.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.