
Udbruddet af mund- og klovesyge i en besætning med vandbøfler nær Berlin i i Tyskland, får nu Fødevarestyrelsen til at skrive til danske besætningsejere med klovbærende dyr om at være ekstra opmærksom på symptomer på mund- og klovesyge.
Styrelsen henleder i skrivelsen, der er sendt i dag den 21. januar 2025, opmærksomheden på, at symptomerne på mund- og klovsyge ligner symptomerne på bluetongue-virus. Det er derfor vigtigt, at man er ekstra opmærksom på symptomer og kontakter dyrlægen, hvis man ser symptomer for bluetongue eller mund- og klovsyge.
Dyrlægen har pligt til straks at kontakte Fødevarestyrelsen, hvis der er mistanke om smitte med mund- og klovsyge, pointerer styrelsen.
Meget smitsom
Mund- og klovesyge er en meget smitsom husdyrsygdom, der hører til blandt de mest alvorlige smitsomme sygdomme hos husdyr. Alle klovbærende dyr, herunder kvæg, svin, får, geder, bøfler, bison og vilde drøvtyggere er modtagelige for mund- og klovsyge. Da mund- og klovsyge ikke er en zoonose kan sygdommen ikke smitte mennesker.
Anmeldepligt
Man har som besætningsejer pligt til at tilkalde dyrlæge ved mistanke om smitte. Mund- og klovsyge er en alvorlig husdyrsygdom, som er opført på liste 1 og 3 i den nationale listebekendtgørelse. Det betyder, at dyrlægen straks skal kontakte Fødevarestyrelsen, når en mistanke opstår. Fødevarestyrelsen vil herefter aftale det videre forløb med dyrlægen.
Mund- og klovsyge er også opført som en kategori A sygdom i EU’s Dyresundhedslov. Det vil sige, at der skal træffes ’øjeblikkelige udryddelsesforanstaltninger’ ved påvisning, for at inddæmme smitten.
Øget overvågning for mund- og klovsyge i Danmark
Fødevarestyrelsen har fra fredag den 17. januar 2025 indført øget overvågning for mund- og klovsyge. Det betyder, at prøver udtaget i forbindelse med kliniske mistanker om bluetongue også vil blive analyseret for mund- og klovsyge. Det vil forsat være den praktiserende dyrlæge, der skal foretage prøveudtagningen. Fødevarestyrelsen dækker udgifterne i forbindelse med analyserne af prøverne.
Hvis der er mistanke om smitte med bluetongue i en besætning:
Hvis man har mistanke om smitte med bluetongue i en besætning, skal du kontakte din dyrlæge. Der er ikke ændringer i Fødevarestyrelsens nuværende håndtering af disse mistanker. Det betyder, at det er dyrlægen, der udtager prøver og sender dem til SSI.
Lav risiko
Fødevarestyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at risikoen for, at mund- og klovsyge kommer til Danmark, er lav. Selvom risikoen stadig er lav, kan det ikke udelukkes, at sygdommen kan komme til Danmark, eksempelvis med dyretransporter, via jagt- eller anden turisme. For at nedbringe risikoen for overførsel af smitte til danske besætninger med klovbærende dyr har Fødevarestyrelsen en række anbefalinger, som kan ses i den seneste trusselsvurdering: Trusselsvurdering for introduktion af mund- og klovesyge til Danmark - Fødevarestyrelsen
Relaterede artikler
Kommentarer