Foldtyre skal være pollede. Det er målet for Jens Thaysen, der har en Limousine-bedrift ved Østbirk, og som sælger en del af sine dyr som foldtyre. Men det kan også gå for stærkt med at nå målet om hornløshed, mener han. Det kan gå ud over dyrenes kvalitet, hvis man går for ensidigt efter lige netop denne egenskab.
- Hvis vi krydser pollede med pollede, får vi mindre dyr, og vi kommer også til at gå på kompromis med andre gode kvaliteter. Derfor bruger vi også nu og da hornede og heterozygotisk pollede tyre, siger han.
Mange hensyn
Der er mange hensyn at tage i avlen. Det ved han fra lang erfaring. Jens Thaysen vægter gode brugsegenskaber højt.
- Kælvningsevne og fødselsindeks er meget vigtige egenskaber. Det med tilvækst er også, men jeg synes nærmest, det kommer af sig selv. Mine tyre vejer 600-700 kilo på årsvægten, så det har jeg mindre fokus på. Derimod betyder mælk og levende kalve meget, forklarer han.
En anden side af det er, at pollede ikke er helt så skarpe på udstillingerne. Vil man have præmier med hjem, er man nødt til stadig at bruge de hornede tyre nu og da for at få eksteriør-stærke dyr.
Strategien
Helt konkret kan man forklare strategien sådan:
Har Jens Thaysen en god hornet ko, løber han den med en homozygotisk polled tyr fra Frankrig med gode indekser for at få afkom på højt niveau. Har han en god polled ko, kan han løbe den med en hornet eller en homozygotisk tyr for at få de gode egenskaber med.
- Nogle af de pollede tyre mangler lidt i egenskaberne for mælk hos hundyrene. Det er jeg nødt til at have med ved ikke altid at krydse med pollede, siger han.
Læs mere i Magasinet Kødkvæg, der udkommer 26. juli.
Relaterede artikler
Kommentarer