25 ammekøer plus opdræt slikker sig om mulen over det friske græs i de smukke strandenge ved Limfjorden, hvor deres job ud over at vokse sig store og sunde tillige er at pleje naturen. Arealerne har nemlig både diagnosen §3 og Natura2000, og det betyder, at kommunen gerne betaler for optimal naturpleje. Det bidrager lidt ekstra til økonomien, ligesom det at sælge avlsdyr frem for at sælge til slagteriet gør det lettere at få produktionen til at løbe rundt.
Set fra kvægets side er det heller ikke det værste sted at græsse, da arealerne ligger så tæt på fjorden, at de nu og da er oversvømmes, så parasitter ikke kan overleve og gøre skade på dyrene.
Avl
Den dominerende drift er dog avl.
»Vi har en avlsbesætning med en kraftig vinkel til naturpleje«, pointerer Knud Erichsen.
I forhold til naturplejen skal dyrene have ordentligt fodtøj, som han siger. Når ko og kalv lukkes på græs i maj, skal kalven også kunne klare sig på det, som moderen og naturen har at byde på, indtil de fravænnes i 7-månedersalderen. Derefter bliver de færdigfedet på stald, så kødkvaliteten bliver i top.
»Selv om dyrene bruges til naturpleje, satser vi ikke på, at de skal være specielt små. Vores dyr kan også vinde på dyrskuer. Vi har også fokus på temperament«, siger han.
Skibstedgård lejer ud til turister, som ofte nyder at se dyrene og gå tur i strandengene.
»Så er tyrevalget utrolig vigtigt, så vi har en god fornemmelse, når turisterne er der«, siger han.
Se videoen og læs mere i Magasinet Kødkvæg 6, der lige er udkommet.
Relaterede artikler
Kommentarer