Fasterholt: Nu er der igen interesse for vandingsmaskiner

Vådt år gav mindre efterspørgsel i 2024, men der var dog igen solidt overskud, lyder det fra maskinproducenten.

Er der nogen i landbruget, som kan mærke, om det er sol eller regner, så er det maskinproducenten Fasterholt, der er specialist på netop vandingsmaskiner.

2024 blev præget af våde forhold og undervejs gav det også mindre efterspørgsel efter vandingsmaskiner.

Alligevel oplyser producenten, at det lykkedes at nå i mål med et ’solidt overskud’.

I runde tal svarer det til et overskud efter skat på 19 millioner kroner for 2023/24 mod cirka 17 millioner kroner året før.

Dermed vokser egenkapitalen for første gang i selskabets historie også over 100 millioner kroner til 109 millioner kroner - ifølge selskabets oplysninger. 

- Optimismen skyldes især deltagelsen på Agromek i efteråret, hvor salget i det nye regnskabsår blev kickstartet eftertrykkeligt, lyder det fra Fasterholt.

Rolig sæson var velkommen

Selvom man skulle tro, at det var omvendt, så lyder det fra Fasterholt, at et roligt 2024 var velkomment efter et særdeles hektisk 2023.

Det gav tid til at optimere og udvide fabrikken, mens medarbejderne lettere kunne få feriekabalen til at gå op.

- Uanset hvad vejret byder os, står vores folk sammen som et hold. I sæsonen i 2023 måtte vi trække på alle medarbejdere stort set døgnet rundt for at kunne følge med. Så selvom sæsonen i år nærmest har været ikkeeksisterende, grå og trist, så trængte alle til et pusterum, udtaler Rikke Kjær Aslak, direktør for Fasterholt Maskinfabrik.

Fasterholt havde forrige år et overskud på 17 millioner kroner efter skat.

I alt  har maskinproducenten omkring 100 ansatte.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.