I forbindelse med udfasning af zink i foderet har det vist sig, at syre i drikkevandet er en rigtig god løsning. Det har også vist sig, at man mange steder har fået lavet vandsystemet, så der kun kan tilsættes én ting ad gangen til vandet.
Spørgsmålet er så: Hvad gør man, hvis der skal syre i drikkevandet, og der i perioder er behov for vandmedicinering, spørger svinekonsulent Peter Mark Nielsen fra Velas i det seneste nummer af nyhedsbrevet Trynekontakt.
- Jeg har snakket med en del dyrlæger om dette, og er indtil videre aldrig endt i en situation, hvor det valgte medicin ikke kunne bruges sammen med syre.
Det er også lykkedes at få en dyrlæge til at komme med en generel anbefaling: Såfremt pH ikke kommer under 4,0, så er der ikke problemer med at bruge medicin i vandet samtidig med syre, fortæller Peter Mark Nielsen i nyhedsbrevet.
Ved de fleste syre doseringer og syre typer vil dette ikke give problemer, men for en sikkerheds skyld skal man måle pH i vandet inden tilsætning af syre, lyder anbefalingen.
Peter Mark Nielsen understreger, at ovenstående anbefaling ikke gælder diverse randrensningsprodukter som CID 2000 og forskellige klortyper.
Kommentarer