Når kødkvægavler Ole Nygaard går i stalden om morgenen, tager det ikke lang tid at få afviklet morgenfodringen. Der er både gummiged, minilæsser og en strømaskine i stalden, så han kan sidde ned til næsten alt arbejdet.
- Det er ufattelig nemt at få fodret. Jeg går op i, at tingene er lagt rationelt an, og at vi ikke bruger for meget tid på fodring eller opsyn. Jeg kan sidde ned til det hele, siger han.
Derfor er han også nødt til at have en besætning af en vis størrelse. 50 angus ammekøer plus opdræt, i alt 150 dyr i form af køer, kvier og stude. Der skal immervæk noget besætning til at forrente en gummiged til 150.000 kroner og en strømaskine. Traktoren er altid spændt for, så man ikke skal spænde af og på hele tiden.
- Det duer ikke, hvis man skal gå rundt med en greb. Man bliver slidt op og kører træt i det. Så hellere have lidt flere dyr, så man kan få det rigtige udstyr, siger han.
Lyst skal drive værket
Når arbejdet på den måde kører som smurt, kan man nyde det.
- Det er vigtigt, at man har lyst til at passe dyrene, når man har kødkvæg. Højdepunktet er, når man kører rundt på naturarealerne i de lune sommeraftener og ser til dyrene. Det kan noget, beskriver han.
Da han startede i sin tid, var stalden ikke helt så praktisk indrettet som nu. Men for fire år siden byggede han om, så arbejdet er blevet lettere.
- Der er en skrabegang, ligesom hos malkekøer, og så er der låger, så man kan skille dyrene ad i bokse. Før skulle vi fange dyrene i stalden, nu er det nemt at dele dem op i bokse med lågerne.
Klik her og se videoen
Læs mere i Magasinet Kødkvæg 3, der udkom i maj
Faktaboks
Nygaard Angus
- 50 angus økologiske ammekøer plus opdræt
- Mest sorte angus, men røde tyre klarer reproduktionen
- Opfeder kvier og stude, økologisk
- Afsætter til Friland på kontrakt
- Ejer 55 hektar, men afgræsser cirka 330 hektar
- Købte en ko med kalv, som gik hos bedsteforældrene for konfirmationspengene
- Ole Nygaard gik i lære som tømrer lige efter skolen, men startede på landmandsuddannelsen, så snart han var udlært tømrer.
- Begyndte at arbejde som tømrer, da han var udlært landmand
- Efter 20 år som selvstændig tømrer og landmand, afhænder han nu tømrerfirma for at hellige sig landbruget
Relaterede artikler
Kommentarer