Video: Lavede webshop med kødsalg på to aftener

Hjemmesalg: De færreste kunder har plads til en halv eller kvart okse i fryseren, og nu sælger Stefanie og Lars oksekød i mindre stykker via egen webbutik og gårdbutik.

»Du vil måske også synes om«.

Man skulle tro, det var en større, professionel, landsdækkende kæde, man handler hos, men Stefanie Kauschwitz og Lars Bruhns webbutik kan næsten det samme. Nemlig foreslå andre varer, som man også skulle tage og købe, når man nu har begivet sig ind i webbutikken, eller evt. købe, hvis der er udsolgt af en vare. Det er selv om de kun slagter 5-6 dyr om året, hvoraf halvdelen går til den lokale brugs og den anden halvdel til webbutikken, som Stefanie Kauschwitz selv har opbygget!

»Hun går meget op i det, jeg ville ikke kunne«, lyder det fra Lars Bruhn, som har fuldtidsjob som graver.

»Det har taget et par aftener at lave webbutikken«, forklarer Stefanie Kauschwitz, der arbejder med marketing og synes, det er sjovt at bygge noget op til sig selv. 

Hun har inspiration fra hotelbranchen, hvor hun har arbejdet i mange år. 

En webshop behøver altså ikke koste et 5-6-cifret beløb til konsulenter.

»Vi bruger et modul hos webudbyderen one.com, som man betaler for, men det er ikke så dyrt«, siger hun. 
Automatiseret

Det fungerer sådan, at hun kan taste varer ind, og programmet regner selv ud, hvad der er tilbage, efterhånden som der bliver købt varer, og betalingen er knyttet til betalingssystemet Stripe, så kunderne kan betale med kreditkort. 

Mange bruger mobilepay i webshops og gårdbutikker. Det er dyrt i gebyrer, mener Stefanie Kauschwitz. Derfor er de landet på løsningen med Stripe. 

»Stripe overfører penge til vores erhvervskonto hver 14. dag. Det er mere besværligt at få pengene på andre måder, så vi manuelt skal overføre pengene«, siger hun. 

Stripe arbejder også godt sammen med programmet Dinero, som de bruger til fakturering og regnskab, og som også er et webbaseret program, man kan benytte sig af relativt billigt.

»Man kan godt lave fejl, men når man først har bygget det op, fungerer det godt«, griner Stefanie, der også har brugt et par aftner på det program. 

Se videoen om Stephanie og Lars

Læs mere i Kødkvæg, der  udkommer 30. marts

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.