Udelivet for kyllingerne er ikke blot et øko-krav, men også udviklende for kvaliteten.
Det er måske svært at bevise, men når kyllingerne kommer ud under frugt- og poppeltræer og æder af det høje græs, udvikler musklerne og smagen af kødet sig.
Det mener Andreas Barsøe som også nyder synet af kyllingerne i indhegningen.
- Det er en del af vores salgskoncept, at dyrene har haft det godt og udviklet kød af høj kvalitet, så det er jo godt, at de er kommet ud igen, siger han.
Han driver virksomheden Dalsgaard og Barsøe, som producerer økologiske kyllinger, der slagtes hjemme på bedriften og sælges i Danmark især til restauranter og catering.
Hen over vinteren har dyrene gået indenfor, fordi det ikke var tilladt at lukke dem ud på grund af risiko for fugleinfluenza.
- Det er jo nærmest blevet helt fast, at der kommer krav om, at de bliver lukket ind om efteråret, og at reglerne lempes igen om foråret, siger han.
Dalsgaard og Barsøe
- 500 hektar økologisk planteavl med blandt andet konsumkorn
- Drives som to I/S’er, et økologisk og et biodynamisk, hvor de ejer 50 procent hver, jorden er lejet
- 200 biodynamiske stude fra tre måneder til 2,5 år - gårdslagtes
- Plads til 125.000 økologiske slagtekyllinger i stald fra 2016
- Eget slagtehus til kyllinger
- Kødet leveres til Spis min Gris, som leverer til især københavnske restauranter og kantiner
- Andreas Barsøe og Nikolaj Dalsgaard er midt i 30’erne
Vigtigt salgsparameter
De restauranter og kantiner, som Dalsgaard og Barsøe sælger til, går i særdeleshed op i, at dyrene har haft et godt liv, og det bidrager udelivet til.
- Dyr tager sig nu engang bedre ud udendørs, fastslår Andreas Barsøe.
Kødkvalitet
Han nyder synet af, hvordan kyllingerne formår at rydde græsset i indhegningen fra en ende af. Hver dag forsvinder yderligere et par meter af det høje græs i takt med at kyllingerne tager for sig. Efterspørgslen på Dalsgaard og Barsøes gårdslagtede kyllinger, der får lov at blive en del større end kyllinger normalt, har oversteget forventningerne antalsmæssigt.
Kunderne nævner blandt andet kødkvaliteten som et parameter. Der er dog også ulemper ved, at kyllingerne kommer ud.
- Når vi skal slagte dem, er det sin sag at lukke dem tilbage i stalden. De er snu og finder hurtigt ud af, hvordan de kan komme uden om ham bondemanden, griner han.
Faktaboks
Fremtidens Landmand
- Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
- Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.