Video: Avl gav Bingo med dobbeltmuskulatur 

Hellere kød end fedt, lyder det fra Lars Kristian Mikkelsen, som også mener, at dobbeltmuskulatur er mere klimarigtigt.

På dyrskuer i Storbritannien kommer limousiner i en kåringsgruppe for sig, hvis de har dobbeltmuskulatur med homozygot F94L. I Danmark har det derimod ikke så stor bevågenhed, som det fortjener, mener Lars Kristian Mikkelsen, der til gengæld selv går vildt meget op i det. 

- I Danmark er der kun seks til syv limousinebesætninger med dobbeltmuskulatur, men i udlandet brager de frem, siger han.

Generne, der giver dobbeltmuskulatur, gør, at dyrene laver mindre fedt og mere kød.

- I naturen skal dyrene have fedt til at stå imod med om vinteren, men det behøver de ikke, når de skal på stald. Og vi skærer jo bare fedtet fra, så det er egentlig spild. Det er kødet, der er penge værd, det er det, vi spiser, så det er også en miljøgevinst, siger han.

Lars Kristian Mikkelsen har da arbejdet sammen med kolleger om at skabe dyr, der egner sig til krydsning med jersey, hvor kalvene har 9,5 procent mere kød, samtidig med at kælvningerne fortsat er lette. Arbejdet er sket i projektet ’Fremavl af mere profitable tyrekalve’ med støtte fra Kvægafgiftsfonden, og det er sket med henblik på at gøre økonomien mere attraktiv i lyset af, at man ikke afliver nyfødte kalve.

Bingo

Et af resultaterne lige nu er tyren Bingo, som er tiltænkt krydsninger med jersey malkekvæg.

- Han er sådan set en designertyr, for vi har brugt genomisk selektion til at finde de dyr, der ville resultere i den bedste tyr med dobbeltmuskulatur, og oveni har vi brugt rygscanninger, siger han.

Rygscanningen hos Bingo er 125 mod normalt 80-100. 

Moren er af fransk afstamning, og fares sæd er også taget hjem fra udlandet, så kombinationen kunne blive optimal. Dermed var der også mere sikre indekstal for dyrene.

Ifølge Lars Kristian Mikkelsen er Bingo testet i en jerseybesætning. Kalvene vejede 27 kilo ved fødsel og tilvæksten var 1,4 kilo per dag. 
 

Klik og se videoen

Læs mere om Lars Kristian Mikkelsen i Magasinet Kødkvæg

Emneord PLUS, video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.