Somme tider ser man et gylletræk komme skumplende hen ad en måske to kilometer lang og ujævn markvej med måske fem kilometer i timen. Hvis nu markvejen var jævn, kunne han jo bare give den gas og komme hurtigere i marken. Det gælder jo mere og mere om at være effektiv, så på den måde kan alene en jævn markvej være et nyttigt parameter i det daglige.
Sådan lyder det fra 27-årige Mathias Nielsen, som tager imod journalisten på hans svigerforældres landejendom i nærheden af Aars i det vesthimmerlandske, hvor han også stiller op i en video, så du kan se nærmere på opfindelsen.
I dagens anledning har vi fået lov til at låne svigerforældrenes markvej op til ejendommen, så Mathias Nielsen kan demonstrere, hvad den frontmonterede Kilver vejhøvl, som han udvikler og producerer, kan udrette. Den efterlader en jævn og nydelig overflade.
- Jeg har jo selv en baggrund i landbruget, og jeg ville faktisk have haft meget stor glæde af sådan én, siger Mathias Nielsen, der er udlært landmand fra Grindsted Landbrugsskole i 2018.
- Min kæreste, Pernille, har en lille hesteejendom her i Vesthimmerland. Her er det vigtigt at holde ridebanen jævn, men den lokale entreprenør kunne ikke rigtig hjælpe, siger Mathias Nielsen, der forskede lidt i mulighederne, og det førte ham og en kammerat til Belgien, hvor det kort fortalt lykkedes ham at få importen og eneforhandlingen af HB Laserafrettere, som han foreløbig har solgt en 30 stykker af i Danmark.
Frontmontering unik
I Holland kaldes en bugseret laserafretter for kilverbak, og Kilver blev navnet på den vejhøvl, som han nu producerer.
- Det er så nyt, som det kan blive. Jeg byggede den første i december sidste år og har allerede videreudviklet den og solgt nogle stykker. Det har vist sig, at der er god efterspørgsel på netop frontmonterede vejhøvle, som konkurrenterne ikke kan tilbyde, siger Mathias Nielsen.
De første er svejset i Aars i samarbejde med ASP, hvor man har en ansat, der har erfaring med lignende maskiner. Men netop nu er Mathias Nielsen ved at etablere sin virksomhed i den nærliggende by Hornum, hvor han nu råder over 400 kvadratmeter til produktion, lager og kontor.
- De første eksemplarer er produceret der, og jeg har fået ansat en smed, da vi selv foretager svejsning og montage. Min drøm er selvfølgelig, at min Kilver vejhøvl kan komme ud at stå hos maskinforretninger både her i Danmark og i andre europæiske lande. Noget af det næste bliver netop at besøge maskinforretninger og få produceret brochurer og andet, siger Mathias Nielsen.
Skal være nemt
- Der har været meget at tage stilling til. Selv sådan noget som Kilver logoet og farven, hvor jeg valgte en Purple Red. Det var nok det sidste, jeg fik besluttet, smiler Mathias Nielsen, som nu tilbyder vejhøvlen i fire versioner, en Basic i 150 cm arbejdsbredde velegnet til minilæssere samt tre Pro versioner i 160, 210 og 260 cm til større læssemaskiner.
- Det afgørende for mig har været, at des skal være nemt og hurtigt at få den af og på. Så er der en chance for, at man også får den brugt. Det er supernemt lige at snuppe den og køre en tur med den på markvejen, på gårdspladsen eller arealet ved gylletanken, siger Mathias Nielsen, der tilføjer, at leveringstiden afhænger af, hvilken maskine, den skal monteres på, da producenterne har forskellige beslag. Men i værste fald fire uger, vurderer han.
Relaterede artikler
Kommentarer