Vestjyllands Andel er via selskabet DBC ved at blive en af de store aktører inden for biogas - og det med en forretningsmodel, der i følge VA-direktør Steen Bitsch er ’betydeligt bedre for landmændene’ end den, de store selskaber tilbyder.
Midt i debatten om biogasbranchens rivende vækst og de ’tre store’ naturgasselskabers ulyst til at betale landmændene for den gylle, de leverer til biogas, er det værd at hæfte sig ved, at der findes en stor, alternativ aktør, der har som sin politik at sikre, at en stor del af profitten fra biogasproduktionen bliver i landbruget. Det mener direktør i det andelsejede grovvareselskab Vestjyllands Andel (VA), Steen Bitsch.
VA er selv denne fjerde spiller, eller en del af den, via selskabet DBC og datterselskabet DBC Invest.
"I skriver om de tre store (Nature Energy, E.ON Danmark og Bigadan, red.), men I kan godt begynde at skrive om de FIRE store: Vi køber biogasanlæg op hele tiden", siger Steen Bitsch.
Han efterlyser fokus på, at DBC allerede i dag har forretningsmodel, som sikrer, at de betydelige summer, der for tiden kan høstes på biogasproduktion og de tilhørende grønne klimakreditter, i højere grad kommer landmændene til gode.
"I al vestjysk beskedenhed synes jeg, det er en betydeligt bedre aftale, vi i DBC og Vestjyllands Andel leverer til landmændene og landbruget", siger Steen Bitsch.
Investerer 215 millioner
Det var i august 2019, Vestjyllands Andel hoppede på det accelererende biogastog med etableringen af selskabet Danish Bio Commodities (DBC). Selskabet udgøres af Vestjyllands Andel, Jysk Energi og konsulenthuset Langfristet ErhvervsFinansiering.
Ved starten var målet at yde rådgivning til landmandsejede biogasanlæg og at stå for salg af de grønne klimacertifikater, som biogasanlæggene tildeles på baggrund af gasproduktionen. Men allerede et halvt år senere var DBC klar til næste skridt og stiftede datterselskabet DBC Invest med en hensigtserklæring om at investere 215 mio. kr. i 5-15 biogasanlæg inden to år. Siden er det gået stærkt: DBC Invest ejer i dag andele i Outrup Biogas, Grauballegaard Biogas, Sindal Biogas og Sønderjysk Biogas Bevtoft. Flere er i vente, siger Steen Bitsch.
"Vi køber biogasanlæg hele tiden!"
"Lodret stigende"
Investeringsmodellen er fast: DBC Invest går ind som minoritetsaktionær med en ejerandel på 30-49 pct. Overskuddet fordeles mellem aktionærerne - de fleste landmænd/og eller andelshavere.
Men den vigtigste forskel ligger i følge Steen Bitsch på fordelingen af indtægterne ved salget af de grønne certifikater: Biogasanlæggets aktionærer får udbetalt 80 pct. af salgsprisen som acontobetaling, mens 20 pct. af profitten holdes i selskabet til driftsomkostninger o.a. Det sker på et marked, der for tiden er ’lodret stigende’, og hvor certifikaterne for tiden, i følge Steen Bitsch, omsættes til 2,40-2,50 kr. pr. kubikmeter metan.
"Den model, hvor vi deler 80/20, er der ingen andre i markedet, der har«, siger Steen Bitsch. »Og man skal huske, at da biogasanlæggene i sin tid blev bygget, kalkulerede man med en pris på 20-30 øre pr. kubikmeter metan".
Faktaboks
Grovvareselskab satser stort på biogas
- Vestjyllands Andel etablerede i 2020 selskabet DBC (Danish Bio Commodities) og senere datterselskabet DBC Invest sammen med Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering.
- DBC har meldt ud, at man vil investere 215 mio. kr. i biogas. og er på nuværende tidspunkt medejer af Grauballegaard Biogas, Outrup Biogas og Sønderjysk Biogas Bevtoft med en ejerandel på 30-49 pct. DBC varetager også salg af de grønne certifikater.
- DBC tegner sig i dag for en gasproduktion på 44 mio m3.
- Biogas dækkede i 2021 en fjerdedel af gasforbruget i Danmark. I 2034 vil biogas kunne dække hele det danske gasforbrug, vurderer Energinet.