
Her i foråret 2025 fejrer Vervaet 35-års jubilæet for den selvkørende gyllemaskine Vervaet Hydro Trike. Maskinen var oprindelig en simpel maskine for entreprenører, der ledte efter løsninger på en ny gødningslovgivning fra den hollandske regering i 1990. Vervaet Hydro Trike har siden udviklet sig til at blive en betydende aktør på markedet for selvkørende maskiner til flydende gødning.
Ifølge en pressemeddelelse er cirka 1.000 Trikes blevet bygget gennem årene. De fleste af dem i de sidste 10 år. For at markere jubilæet lancerer Vervaet en særlig 35-års jubilæumsudgave med sorte hjul, rødt tag og ny software.
En prototype i 1990, den første serieproduktion i 1991, en 5-hjulet version i 2020, en ny 5x5 Hydro Trike XL version i 2021, den 4-hjulede Quad 550 i 2021 og nye brugerplatforme Vervaet Connect og My.Vervaet – Vervaet har udviklet produktprogrammet løbende i takt med, at udkørsel af gylle er blevet en avanceret arbejdsopgave.
De moderne Vervaet Hydro Trike 5x5 XL er kendetegnet ved brugen af DAF-motorer, Claas-kabiner, aksler fra OMSI og Vervaets egen transmission, VSG. I Danmark er de fleste Vervaet’er udrustet med dansk kran, stort forhjul og ekstra kørekomfort.
Vervaet havde i mange år Gøma som importør. Siden 2019 har det været Valtec, der står for service og salg af maskinerne.
- De fleste af vores kunder vælger at købe en Vervaet på grund af dens lave marktryk. Når midterakslens hjul er skudt ud, fordeler maskinen sin vægt over 4,5 meters bredde, lyder det fra Bjarne Tang, der har ansvaret for Vervaet-salget i Danmark.
Relaterede artikler
Kommentarer