Undgå panikkøb - robusthed og smarte valg skaber bæredygtighed

Store afstande kan let gå op i spildtid, penge og større CO2-udledning, så Martin Molbo vil ikke udvide for enhver pris.

Hvor er du om fem til ti år?, spørger LandbrugsAvisen Martin Molbo, der er udpeget som Fremtidens Landmand i kategorien bæredygtighed, og svaret kommer promte:

- Vi vil kun gøre noget, hvis det samtidig gør bedriften mere robust, fastslår han.

Der kommer mange ejendomme til salg, og man kunne blive fristet til at købe op, men Martin Molbo vil ikke springe på den første og den bedste.

- Vi vil ikke bare købe og så ligge og køre 10 kilometer efter marker og stalde. Det koster alt for meget tid, penge og CO2, viser beregninger, forklarer han.

Molbo Agro

  • Høster 500 hektar, dertil brak med  mere
  • Hvede, vinterbyg, vårbyg, frøgræs, hestebønner raps, havre, rug
  • Fra JB1-JB7 og humusjord
  • Conservation Agriculture (CA)
  • 675 søer, hangriseproduktion siden februar 2023
  • 25.000 grise, salg af 18.000 30-kilos og 7.000 slagtegrise 
  • 7 medarbejdere
  • Martin Molbo er 49 år, gift med Katrine, de har fem sammenbragte børn i alderen 10 til 17 år

Skal ligge rigtigt

Martin Molbo har allerede skåret ejendommen til ved at bytte jord og sælge jord fra, og det har skabt en robust ejendom uden alt for megen kørsel. Skulle der komme jord til salg, der ligger rigtigt, vil han ikke afvise at købe.

- Vi er ikke helt selvforsynende med foder, så vi kan godt bruge lidt mere jord, men ikke for enhver pris, understreger han.

Han peger på beregninger fra Velas, der viser, at for hver gang, man skal køre en kilometer ekstra, koster det 100-300 kroner per hektar i tid og brændstof alt efter afgrøde og sædskifte. Klimabelastningen kan også regnes ud, og den stiger med 50 kilo CO2-ækvivalenter for hver kilometer længere væk en hektar ligger.

- Det bliver til meget CO2 og mange kroner. Den første forudsætning for at investere i et mere bæredygtigt landbrug er, at landmændene har en god økonomi og råd til at investere, så man skal altid have bedriftens robusthed i baghovedet, siger han.

Måske flere slagtegrise

Skal han gætte på, hvordan det er gået om fem til 10 år har han nok lidt mere jord, men kun muligvis flere grise.

- Det kan godt være, at vi vil lave lidt flere slagtegrise, vi laver kun slagtegrise af en tredjedel af vores smågrise. Der er også noget bæredygtighed i at gøre grisene færdig på samme bedrift, for der går penge og energi tabt, hver gang de skal køres rundt, både hos mig og modtageren. Jeg kan godt lide den cirkulære tanke om, at de gøres færdige på samme bedrift, siger han.

Martin Molbo peger på, at integrerede bedrifter normalt er mere robuste, fordi de står på flere ben.

Kunstig intelligens

Et andet punkt, hvor han forventer, at udviklingen går stærkt, er, når det gælder brug af kunstig intelligens i både mark og stald.

- Vi har rigtig meget i marken allerede, men der kommer hele tiden nye tiltag og præcisionen vil blive større og større. Det vil blive nemmere at få lavet markkort, og de vil blive mere præcise, så man kan styre endnu mere præcist, så udsæd, gødning og pesticider bliver brugt der, hvor man får mest ud af det, og så man sparer der, hvor der er brug for mindre, forklarer han.

Elektriske traktorer tvivler han dog på, vinder indpas. I hvert fald ikke generelt.

- Når man skal have redskaber i jorden, er der ikke kraft nok i en eltraktor, men det kan da godt være, man kan elektrificere en selvkørende sprøjte, siger han.

Faktaboks

Fremtidens Landmand

  • Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
  • Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.

Emneord

FremtidensLandmand , video