Traktor-giganter vil lancere nye eltraktorer

Traktorgiganter som CNH og John Deere varsler mere strøm på udvikling af eltraktorer i de kommende år. Se her, hvad der er muligheder i dag – og fremover.

I de sidste tre, fire år har vi af og til skrevet om nye eltraktor-projekter og kommende modeller.

Men realiteten er, at udbuddet foreløbig er stort set lig nul – med mindre man er ekstraordinært søgende – og klar til at importere maskiner langt hjemmefra.

Om ikke så få år kan det dog spås, at der vil komme et helt andet udbud. I de seneste uger og dage har både John Deere og CNH nemlig meldt ud, at de arbejder meget ambitiøst på eldrevne maskiner, som skal ud på markedet.

I forbindelse med et nyt kvartalregnskab i sidste uge lød det fra John Deere således, at man senest i 2026 vil tilbyde en elektrisk maskine i hver størrelse traktor inden for mindre og mellemstore kompakttraktorer. Derudover har man oplyst investorer om, at man i 2026 kommer til at tilbyde en fuldt autonom, batteridrevet landbrugstraktor.

I den forgangne uge afholdt CNH, der bl.a. producerer New Holland og Case IH-traktorer, en såkaldt markedsdag, hvor man ville overbevise investorer om, at man er mindst lige så meget med på beatet som konkurrenterne.

New Holland har allerede sidste år introduceret den første biogasdrevne traktorer, som kan mindske klimaemissionen betydeligt fra en landbrugstraktor. CNH har i dag købt sig ind i amerikanske Monarch Tractor, som er en start-up, der i øjeblikket tager imod bestillinger på en mindre selvkørende, batteridrevet traktor. Ifølge bulletinerne forleden vil CNH under sine egne mærker senest i 2024 tilbyde en fuldt elektrisk drevet traktor bygget i samarbejde med Monarch Tractor. Samtidig vil man også i 2024 tilbyde flere modeller, der er drevet af andre brændstoffer end diesel.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.