Teknologien gavner også den grønne dagsorden

Der skal være noget i det både for pengepungen og for den grønne omstilling, når man investerer i teknologi, påpeger Klaus Jakobsen..

Klaus Jakobsen, mælkeproducent med 1.000 køer er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien teknologi. Han har svar på rede hånd i forhold til, hvordan teknologien kan gavne bedriften. 

Hvad er vigtigst, når man arbejder med teknologi?

- Det vigtigste er, at man får value for money, og at det kan betale sig. Der skal helst være noget i det både for pengepungen og for den grønne omstilling. Den bidrager jeg gerne til, hvis det kan blive win win.

Hvordan har den gavnet den grønne dagsorden?

Her har arbejdet med teknologien både givet bedre dyrevelfærd i stalden og højere ydelse med lavere klimaaftryk per kilo mælk og reduceret gødnings- og pesticidforbrug i marken.

Hvad er din strategi?

- Tingene kommer af interesse. Men hvis man vil være med i gamet, må man være med på det nyeste. Jeg vil gerne være på forkant med teknologi, og så må man ikke være bange for at tage skridtet fuldt ud.

Hvad kan motivere dig?

-Det kan gode resultater. Men jeg er også motiveret af Arlas model med tillæg, når man gør noget godt for klimaet. Det kunne være en god ide at lave lignende modeller på andre områder.

Hvor tjener du mest på bedriften?

- Man tjener flest penge ved at være dygtig ved en computer og bruge de data man kan hente både om køer, foder og marker.

Har du sorte tal på bundlinjen?

- Ja, det har jeg, men foreløbig skal de 1.200 køer arbejde hårdt for at forrente malkeanlægget, der kan malke 2.000 køer. Renten er også høj lige nu, men mælkeprisen opvejer det heldigvis lige pt.

Hvad er din kæphest?

- Jeg kan godt lide orden og ryddelighed og at passe på de ting, vi har. Når noget bliver ødelagt, skifter vi det. Min holdning til, hvordan vi gør tingene, smitter i stor grad af på mine ansatte, og det forplanter sig hele vejen rundt på bedriften og har i sidste ende stor indvirkning på, hvordan køer og marker bliver passet.

Faktaboks

Fremtidens Landmand

•    Med det årlige initiativ Fremtidens Landmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange driftige landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.•    Vi følger de tre vindere af Fremtidens Landmand løbende et år efter kåringen.

Emneord

Fremtidens Landmand 2025