Svensk undersøgelse: Mikroplast spreder sig rundt i marken - også i dybden

I et langvarigt markforsøg blev nogle mikroplastik-partikler fundet i ned til 60-70 centimeters dybde.

Når mikro- og nanoplastikpartikler havner på landbrugsjord, ligger de ikke stille på samme sted, men de spreder sig - både hen over marken og i dybden.

Sådan lyder konklusionen på en afhandling udarbejdet af Wiebke Mareile Heinz ved SLU, Sveriges Landbrugs Universitet. Det skriver mediet Jordbruksaktuellt

Hidtil har forskerne antaget, at mikroplastik-partikler i landbrugsjord, som stammer fra fx spildevandsslam eller kompost anvendt som gødning, ikke bliver transporteret rundt i marken.

Regnorme sender partikler i dybden

Langt de fleste mikropartikler i den svenske undersøgelse blev fundet i muldjorden tæt på jordoverfladen, men i et langvarigt markforsøg blev nogle partikler også fundet i ned til 60-70 centimeters dybde.

Ifølge Wiebke Mareile Heinz´s undersøgelse kan mikroplast-parktiklerne blive integreret med de dybere jordlag ved påvirkning af vand eller ved hjælp af regnorme.

Wiebke Mareile Heinz påpeger, at de fleste mikroplastikpartikler er meget svært nedbrydelige, og disse partikler kan udgøre et stort problem for jordens sundhed, hvis de på langt sigt akkumuleres.

- Landbrugsjorden er grundlaget for vores fødevareproduktion. Derfor er det vigtigt at forstå både de potentielle effekter af mikroplastpartikler i landbrugsjord, og hvordan de spredes, siger den svenske forsker.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.