Rå charmetrold nu som varebil

Den lille kultbil Suzuki Jimny kan i begrænset omfang leveres på papegøjeplader til delvis privatbrug eller på gule plader til erhvervskørsel.

Den meget kompakte Suzuki Jimny, der efterhånden i visse kredse har opnået kultstatus, er kendt som en lille rå børste og en fremkommelig firehjulstrækker takket være reduktionsgear, ekstra frihøjde og lav vægt. Som personbil er Jimny udsolgt, men det er lykkedes den danske Suzuki importør at skaffe et begrænset parti til landet som varebil.

Jimny på gule plader eller papegøjeplader bygger på Active versionen af Jimny, men naturligvis uden bagsæder, så der i stedet er et varerum med plads til 863 liter bagage. Prisen for Jimny på gule plader er 169.390 kr. eks. moms og 199.230 kr. inklusive moms på papegøjeplader til hel eller delvis privatkørsel.

Jimny Van er en fabriksbygget varebil med en solid adskillelse mellem varerum og kabine og et fladt gulv. Døråbningen bagtil er over en meter bred, og døren åbner til siden for ekstra nem adgang til varerummet.

Hvor de fleste biler har selvbærende karrosseri og uafhængigt hjulophæng, er Jimny karrosseriet på oldschool-vis boltet fast på en solid chassisramme med stiv for-og bagaksel og med kuglekredsløb styretøj, der er det bedste til terrænkørsel.

Jimny’s AllGrip Pro 4WD betjenes med en kort gearstang, der giver en meget direkte føling med gearskiftet. Almindeligvis kører Jimny med baghjulstræk, men man skifter nemt til firehjulstræk, når det går løs i terrænet. Til de seriøse udfordringer kan reduktionsgearet tages i brug.

Jimny Van har godt med standardudstyr som automatisk nødbremse, aircondition, DAB+ radio og Bluetooth. Motoren er en 1.5 DOHC med 102 HK og kræfter nok til at trække anhængere på op til 1300 kilo.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.