Nye forskningsprojekter skal sikre fremtidens landbrug

Blandt andet nye hvedesorter er på tegnebrættet, men også hestebønner til fiskefoder og en blanding af rug og lupin.

Grovvarekoncernen Danish Agro og datterselskabet Nordic Seed deltager i syv nye forskningsprojekter. Formålet er at udvikle robuste og sunde afgrøder, der kan modstå klimaudfordringer og plantesygdomme.

Fire af projekterne er støttet af GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) under Landbrugsstyrelsen. I alt har GUDP uddelt 169 millioner kroner til grøn omstilling i fødevaresektoren.

- Vi er meget glade for at være en del af disse projekter. Det er afgørende at udvikle nye sorter med højere udbytte og større modstandsdygtighed mod sygdomme og klimaændringer, udtaler Kim Bonde Petersen, direktør i Nordic Seed, i en pressemeddelelse fra Danish Agro.

Hvedeprojekt skal skabe bæredygtig produktion

Et af de største projekter er Breed4Mix, som gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet fra 2025 til 2029. Projektet har modtaget 12,2 millioner kroner og skal udvikle nye hvedesorter, der både øger udbyttet og reducerer sygdomme.

- Sortsblandinger af hvede bliver stadig mere populære og dækker nu en tredjedel af Danmarks hvedeareal. Projektet vil hjælpe med at finde de bedste kombinationer for højere udbytte og stærkere resistens, forklarer Pernille Bjarup, leder af hvedeforædling i Nordic Seed.

Udover hvedeprojektet dækker de syv forskningsprojekter flere områder:

  • Bønnefisk – udvikling af bæredygtigt fiskefoder med hestebønneprotein
  • Rupin – økologisk rug og lupin af høj kvalitet
  • Lupiner – en ny bælgfrugt – øget dyrkning og efterspørgsel
  • Genomredigering i byg – nye metoder til forbedring af byg
  • Resistens mod meldug i rug – mindre behov for pesticider
  • Vurdering af patogenbelastning i hvede og byg – bedre sygdomskontrol

Samarbejde på tværs af sektoren

Forskningsprojekterne bliver gennemført i samarbejde med flere danske universiteter, DTU, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, samt virksomheder som Biomar og Teknologisk Institut.

Danish Agro understreger, at investering i forskning er afgørende for at sikre en bæredygtig fremtid for dansk landbrug.

- Vi prioriterer forskning og udvikling højt, og de nye projekter vil styrke vores arbejde med at skabe mere bæredygtige og modstandsdygtige afgrøder, siger Kim Bonde Petersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle