Når man arbejder med gentagelser, batter det at effektivisere processen.
Hvad er det vigtigste nøgletal, når man ikke bare må sige bundlinjen?
Nikolaj Dalsgaard og Andreas Barsøe, der blandt andet driver 500 hektar økologisk planteavl med blandt andet konsumkorn, kigger lidt på hinanden og grubler.
Ud over planteavlen har bedriften, der drives som to I/S'er 200 biodynamiske stude fra tre måneder til 2,5 år og plads til 125.000 økologiske slagtekyllinger i stald fra 2016.
- Lige nu går vi meget op i antal slagtninger per time, kommer det fra Andreas.
Det drejer sig om deres nyindrettede slagteri på gården, og økonomien i dette. Bedriften er afhængig af, at det kører på skinner.
- Der er gået lidt sport i det, også for det nye hold af medarbejdere, vi har i slagteriet. De spiller megagodt med, og kommer selv med ideer til, hvordan det kører hurtigst og bedst, fortsætter han.
Nikolaj Dalsgaard og Andreas Barsøe er selv stand in i slagteriet, hvis en af de faste mangler.
- Der er en holdånd, og vi får ikke lov at dandere den. Vi presser ikke de ansatte, men når de går op i, at vi to kan følge med, bliver det sjovt, siger Andreas Barsøe.
Effekten ganges med 700
Nikolaj Dalsgaard peger på, at det er værd at arbejde med at effektivisere processen.
- Når man ganger det med 700 fugle i ugen, så betyder sekunder per fugl også noget for økonomien i sidste ende. Det bliver til meget på et år, påpeger han.
Helt lavpraktisk handler det om, hvor mange gange, man lægger kniven fra sig, når man skærer en kylling op, og hvordan man bevæger den nemmest muligt i forhold til de forskellige snit.
- Vi er blevet meget hurtigere end i starten, og det handler både om rutine og om effektivisering, men samtidig må en proces heller ikke blive så effektiv, at den slider på medarbejderne fysisk, , forklarer han.
I begyndelsen havde medarbejderne faste pladser i slagteriet, men nu skifter de pladser undervejs. Det har ikke gjort det langsommere, men har den fordel, at alle kender alle processer, så der er ikke en person, der er uundværlig.
Faktaboks
Fremtidens Landmand
- Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
- Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.