Massiv opbakning til landmandsejet biogasanlæg i Trekantsområdet

Efter et vellykket orienteringsmøde er styregruppen bag et landsmandsejet biogasanlæg i Trekantsområdet klar til at gå videre med planen.

Interessen for et landmandsejet biogasanlæg i Trekantsområdet viste sig på et orienteringsmøde i juni så stor, at folkene bag mener at et anlæg kan være færdigt om to til tre år. Det skriver Kolding Herreds Landbrugsforening i en pressemeddelelse. 

Styregruppen, der består af Trekantsområdets Forening for Biomassejere, Kolding Herreds Landbrugsforening, Vejle-Fredericia Landboforening og Linkogas fik allerede på orienteringsaftenen tilsagn om 300.000 ton biomasse fra interesserede landmænd.

Forudsætningen for et anlæg er 300.000 til 400.000 ton biomasse, men styregruppen har nu tilsagn fra 135 landmænd om i alt 700.000 ton.

Og desuden har planteavlere tilmeldt 13.000 hektar jord til afsætning af afgasset gylle, og levering af eventuelle energiafgrøder og restprodukter. 

Og det betyder ifølge Aksel Buchholt, der er formand for biogasfællesanlægget Linkogas ved Rødding og formand for styregruppen, at et biogasanlæg i bedste fald kan stå færdigt om to til tre år. 

-  Vi er i god dialog med både Vejen og Kolding Kommune, og der er lokaliseret 2-3 egnede placeringer med god infrastruktur i Kolding-, Vejen-, Vamdrup-området. Vi går efter en centralt beliggende placering, hvor biogasanlægget samtidig vil være til mindst mulig gene for omgivelserne og lokalbefolkningen, siger Aksel Buchholt.

Skal være landmandsejet

Ifølge Formand for Kolding Herreds Landbrugsforening, Hans Damgaard, så mener hele 85 procent af de interesserede biomasseleverandører, at landmandseje af anlægget er vigtig for dem. 

- Det understøtter den kultur, vi er rundet af, og bekræfter, at andelstanken stadig er bærende i dansk landbrug. Jeg mener, både personligt og som landbrugsforeningsformand, at vi skal bygge et anlæg som rækker ind i fremtiden til de næste generationer, siger Hans Damgaard og understreger vigtigheden af, at landbruget også bidrager til den grønne omstilling

- Vi er naturligvis også del af løsningen, og jeg er på erhvervets vegne stolt over, at vi ikke kun leverer fødevarer i verdensklasse, men også grøn energi i form af CO2-neutral biogas. Og i vores eksempel er det alle – ikke kun husdyrproducenter, men også planteavlere – som får mulighed for at være med.

Selskabet skal selvfølgelig også have et navn, og styregruppen bag modtager gerne forslag hertil.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.