
Efter 21 år som formand for Djursland Landboforening er det til marts slut for Hans Gæmelke.
I en pressemeddelelse oplyser foreningen, at Hans Gæmelke, der er 63 år, før jul meddelte landboforeningens bestyrelse, at han ikke genopstiller som formand ved formandsvalget på den kommende generalforsamling den 4. marts.
Hans Gæmelke blev valgt til formand for Djursland Landboforening i 2004. Fra 2013 har han desuden været valgt ind i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, der senere, i forbindelse med omstrukturering, blev til Landbrug & Fødevarers Forretningsudvalg.
Ved siden af sin funktion som formand for Djursland Landboforening og pladsen i forretningsudvalget under
Landbrug & Fødevarer har Hans Gæmelke haft en række forskellige landbrugsrelaterede tillidsposter.
I pressemeddelelsen lyder det, at bestyrelsen for Djursland Landboforening naturligvis har taget Hans Gæmelkes ønske om ikke at genopstille som formand for landboforeningen til efterretning.
- Bestyrelsen har i den forbindelse takket Hans Gæmelke for hans meget store indsats for at varetage landbrugserhvervets interesse og for, på fornem vis og i samarbejde med bestyrelsen, at kunne fastholde en stærk og velfungerende landboforening på Djursland, der altid har haft som mål at have sine medlemmer i centrum, lyder det i pressemeddelelsen.
/ege
Relaterede artikler
Kommentarer