

Billede 1 af 2
Kring Agro A/S mellem Fredericia og Vejle er kendt som en pioner inden for præcisionslandbrug og har nu investeret i en ny præcisionsspreder, en Bredal K110 XESC, Det er en kombineret kalk- og gødningsspreder, bugseret og udstyret med foldbart spredeværk, der sikrer høj præcision og stor spredebredde. Sprederens store kapacitet på 11 kubikmeter er vigtig, fordi der er næsten 15 kilometer til de fjerneste marker.
- Det skulle være en kombinationsspreder til både kunstgødning og kalk og med sektionskontrol til præcisionsgødskning, siger Frank Lorentsen, markdriftschef hos Kring Agro A/S.
Kring Agro arbejder med plejespor på 30 meter, men planlægger at gå op til 36 meter. Bredal-sprederen har en spredebredde på op til 48 meter for kunstgødning og 30 meter for kalk.
Også i kuperet terræn
Hos Kring Agro sørger de for at overføre tildelingskortene for markerne til GPS-systemet på traktoren. Via Isobus-opkoblingen og sektionskontrollen sørger Bredal-sprederen for automatisk at tilføre den ønskede mængde kunstgødning.
- Det er simpelthen plug-and-play, siger markdriftschefen.
Bredal K110 XESC gødnings- og kalkspreder er udstyret med store hjul. De har samme dimension som traktorernes hjul og er nemme at trække. Sprederens sektionskontrol med 12 zoner, kantspredning, vejeceller og tiltsensorer sørger for, at tildelingen også i kuperet terræn er præcis.
Smart udnyttelse
Hos Kring Agro bidrager den nye spreder dermed til en smartere udnyttelse af gødningen. Teknologien automatiserer en stor del af arbejdet, og det har givet tid til, at tildelingen på hver enkelt mark vurderes individuelt baseret på biomassekortene. Der er fuld fokus på markerne og på det gode landmandskab.
- Vi bruger teknologien til at fordele gødningen, så udbyttet optimeres, og lejesæd er ikke noget problem længere, siger Frank Lorentsen.
Brugen af præcisionsteknologien gør det lettere for Kring Agro at finde kvalificerede medarbejdere til at betjene maskinerne. Yngste mand kan køre kalk ud, fordi han blot skal køre yderste omgang, hvorefter alt er automatisk. Det virker motiverende for de unge medarbejdere.
Relaterede artikler
Kommentarer