AKD (Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark) har afholdt generalforsamling, hvor ledelsen kunne præsentere en flot omsætning for regnskabsåret for andelshaverne.
En milliard kroner i omsætning er ikke så lidt, og bestyrelsesformand Viggo Conradsen beskrev da også resultatet for det forgangene år som meget tilfredsstillende, da AKD afholdt generalforsamling i Helle Hallen i Årre. Det fortæller AKD i en pressemeddelelse.
De cirka 200 fremmødte andelshavere lagde øre til positive ord fra Viggo Conradsen, der kunne berette om stigning i både produktion og omsætning.
- Vores to fabriksanlæg har i alt forarbejdet 8,3 millioner tønder kartofler, hvilket er en stigning på over 20 procent i forhold til sidste år. Samtidig er omsætningen steget fra sidste års 823 millioner kroner til i år at runde milliarden, og ender på 1.057 millioner kroner, fortalte bestyrelsesformand Viggo Conradsen til de fremmødte.
Samtidig er overskuddet næsten fordoblet fra 226 millioner kroner til 432 millioner kroner.
Første resultat efter fusion
AKD er resultatet af en fusion af to kartoffelmelsfabrikker, AKM og AKS, der sidste år samlede under det nye navn. Generalforsamlingen i år, var dermed blot den anden siden fusionen.
Sidste år præsenterede firmaet en nettoomsætning på 823 millioner kroner, hvilet blev betegnet som ’tilfredsstillende’.Dengang blev der dog også benævnt, at den allerede eksisterende energikrise kunne være en stor forhindring for firmaet.
- De høje energipriser er i sig selv et problem for vores økonomi, og vi bliver særdeles hårdt ramt,
hvis der bliver lukket for naturgassen. AKD er desværre ikke på listen over virksomheder der er sikret
naturgasforsyning, og det endda selvom vi netto skaber mere gas end vi forbruger, når vores kartoffelpulp
køres til biogasanlæg, udtalte daværende bestyrelsesformand Peter C. Petersen.
Energikrisen kradser stadig
På trods af, at AKD i år kunne præsentere en omsætning på over en milliard kroner, udtrykker de fortsat bekymring for energikrisen. Viggo Conradsen fortalte, at firmaet levede under en konstant risiko for energistop.
- Nu hvor kampagnen er godt overstået kan man desuden næsten glemme, at vi konstant levede med risikoen for, at der med få dages varsel kunne blive lukket for den naturgas, som er en forudsætning for, at fabrikkerne overhovedet kan producere - uden energi, ingen produktion af kartoffelmel. Og den trussel eksisterer også fremover, slog Viggo Conradsen fast.
For at undslippe risikoen for energistop, har AKDinvesteret i tiltag, der skal øge firmaets muligheder for at anvende forskellige typer af energi. Investeringer skal blandt andet resultere i etablering af vindmøller og solceller.
/emt