- Jeg vil stadig have grise, om så jeg fik 70 millioner kroner

Under kasketten på en landmand i 30'erne: Jimmi Mark Sørensen om at tænke højt, rejse og være glad for arbejdet på papfabrik og have grisehold.

Dette er en serie fra Landbrugsavisen, der undersøger, om livets store spørgsmål kun drejser sig om kilo og kroner og sorte tal på bundlinjen? Måske. Men forsømmer vi at spørge om alt det, der også rører sig under kasketten. Det råder vi bod på i denne serie.

 

Hvad husker du bedst fra din barndom?
Jeg glemmer aldrig, dengang min farbror Kresten fik en traktor med firehjulstræk. Jeg piskede af sted på min cykel efter skoletid for at komme op at se, at han havde fået leveret den her Zetor 10540 med firehjulstræk. Jeg var også altid helt oppe at køre, når maskinstationen kom for at snitte græs, helsæd og majs.

Hvad drømte du om som barn?
Allerede som ti-årig vidste jeg, at jeg ville være grisemand. Det er jo lidt vanvittigt. Mine forældres hobbylandbrug fyldte en stor del af min barndom, og min farfar havde grise, og det ville jeg også gerne have. Min far er tømrer og kan lide træbrædder, men jeg ville være landmand, fordi jeg kan lide grise. Sådan er det. Jeg har aldrig kunnet tænke mig at blive håndværker. Jeg synes, det er frygteligt kedeligt arbejde.

Hvad var bedre i gamle dage?
Vi har det utroligt godt i Danmark, og jeg synes ikke, der var noget, der var bedre i gamle dage. Man skal passe på med at sige det, men jeg synes ikke, de lavede noget i gamle dage. Da var der tid til at sove til middag. Der var nok mindre stress i gamle dage. Mine kolleger på papfabrikken arbejder der i 37 timer, og så har de arbejde ved siden af. Mange af mine kammerater arbejder hele tiden, hvad enten det er som entreprenører eller skovarbejdere eller tømrere. Vi vil jo gerne have alle de her materielle goder.

Hvilket råd ville du ønske, du havde fået som ung?
Mine forældre har altid støttet os søskende, men de burde nok have presset os lidt mere med hensyn til uddannelse og job. Jeg tror, at mine søstre og jeg ville have fået styr på vores liv noget før, hvis vores forældre ikke bare havde tilladt os at holde sabbat og zappe rundt. Da jeg sagde, at jeg ville være landmand, bakkede de helt op om det. Men de kunne godt have rådgivet mig. Det var helt vanvittigt, at jeg som tyve-årig ville bygge til 400 søer uden at have noget jordtilliggende, bare fordi det kunne lade sig gøre. I dag synes jeg, at de skulle have rådet mig til at lade være. Nu kom der en naboindsigelse, så det blev ikke til noget. Jeg tror også, at jeg ville være gået konkurs. Jeg vil selv sige til min søn, at han altså ikke skal have sohold. Det er for farligt. Jeg synes slet ikke, at han skal være landmand. Jeg vil foretrække, at han arbejdede på papfabrikken frem for at være land- mand.

Hvad er det sjoveste, der nogen sinde er sket for dig?
Jeg ved ikke, om det var det sjoveste, men det bedste var, da Line og jeg tog på en uges krydstogt i Middelhavet. Jeg har altid interesseret mig for skibe, og det var med verdens største krydstogtskib. Det er den bedste uge, jeg nogen sinde har haft. På det tidspunkt havde jeg nærmest heller ikke være uden for en grisestald i ti år. Det er også derfor, jeg er stoppet med at have søer. Jeg vil have tid til noget andet. Jeg var aldrig med til noget. Hvis vi skulle til en julefrokost i Nordjylland, blev jeg hjemme, fordi jeg skulle kastrere grise. Jeg valgte det selv, fordi jeg hellere ville arbejde. Men jeg er gået glip af mange sjove oplevelser.

Hvad er det vildeste, du har gjort?
Det var at starte med at have 850 søer som 22-årig og samtidig tro, at jeg kunne passe dem selv. Det gjorde jeg i et halvt år ene mand. Så var jeg også ved at dø, og resultaterne faldt. Det var hjernedødt, men jeg var ung og uerfaren og havde ambitioner. Jeg passede fire mænds job og flyttede grise og kastrerede i døgndrift. Det var også ved at drive min familie til vanvid. Jeg havde ikke tid til andet end de grise.

Er der et tidspunkt, hvor dit liv tog en uventet drejning?
Jeg valgte selv at starte en griseproduktion, men konsekvenserne kom bag på mig. Jeg vidste ikke, hvad det indebar at stå med en besætning og ville klare det hele selv. Jeg var jo ung som alle andre og gik i byen torsdag, fredag og lørdag, og så stod jeg pludselig med det ansvar. Jeg havde en speedbåd dengang, men den havde jeg ikke længere tid til, så den måtte jeg sælge.

Og så er der en lille ting, som har overrasket mig. Jeg har det med at tænke højt en gang imellem, og jeg skriver dagbog for fagmagasinet Gris, hvor jeg er meget ærlig. Jeg står ved det, jeg skriver, men det er kommet bag på mig, hvor mange der læser med. Selv min bankmand. Forleden var jeg ude for, at der kom én hen til mig og skældte ud over, at jeg talte griseproduktionen ned. Jeg tror, han var presset af dårlig økonomi og af ikke at kunne skaffe folk.

Hvad gør dig mest glad?
Når noteringen stiger. Den der sms, man får om torsdagen. 20 eller 40 øre op, det er godt for mit humør.

Hvad er der med dig og grise. Er du er bidt af en gal gris?
Åbenbart. Det er mit yndlingsdyr. Jeg har aldrig forstået, hvorfor de fleste bedre kan lide køer. Jeg holder virkelig af grise og jeg kan lide dets væsen og udseende og væremåde.

Hvad er den bedste beslutning, du har taget?
Det var nok at stoppe med at have søer på det rigtige tidspunkt. Vi ved alle, at det går op og ned med grise, og jeg er glad for, at jeg ikke står med en masse søer i dag, hvor smågrisenoteringen er i bund, og foderpriserne er høje. Vi havde et par fantastiske år i 2019 og 2020, men så tænkte jeg, at det nok ville vende.

Har du nogen sinde gjort noget, du virkelig har fortrudt?
Nej, det tror jeg ikke. Altså, jeg var bange for, at jeg ville fortryde at stoppe med søerne. Men det kan jeg bare konstatere, at det har jeg da absolut ikke. Det var svært at tage beslutningen, men også det helt rigtige og en fantastisk god timing.

Hvad er et godt liv for dig?
Det er at have noget frihed og sætte pris på det. Frihed og begrænset risiko efter mange år med stress og bekymringer. Jeg har været heldig med nogle af de ting, jeg har gjort. Både at stoppe med at have søer og med at købe aktier. Man skal tro på det, man ser, og det, man ved.

Hvad ville du gøre, hvis penge ikke var et problem?
Ja, så ville jeg stadig have grise. Det kan du godt være sikker på. Men jeg ville forsøge at begrænse mit tab. Uanset hvor stor en liebhavervilla, jeg kunne få, ville jeg også have en grisestald et sted. Om så jeg boede på Gran Canaria, ville jeg finde et sted, jeg kunne have grise. Jeg ville stadig have grise, selv om jeg fik 70 millioner kroner.
Jeg ville investere flere penge i aktier. Jeg bruger meget tid på at følge med i aktiekurser.
Og så ville jeg rejse noget mere. Jeg vil ud og se verden. Gerne på krydstogter. Det er vildt spændende at se fremmede steder.

Er der noget særligt, som du går og tænker på for tiden?
Jeg er en meget bekymret mand. Jeg bekymrer mig om de høje foderpriser, og hvordan det skal gå med griseproduktionen. Vi kan ikke blive ved med at eksportere alle de grise, og vi kommer ikke uden om, at vi fylder meget i samfundet.

Hvad bruger du for mange penge på?
Jeg bruger ikke for mange penge på noget. Jeg synes, det er fornuftigt, det, jeg køber. Min kone kan godt lide, at vi har designerstole og den slags. Jeg kan godt se værdien i det og bliver også glad for det, hun køber. Men vi skal da lige diskutere det, inden det bliver købt. Vi har et højt privatforbrug, men det er sådan, vi har valgt at leve. Og så købte jeg for 12 år siden en amerikanerbil med den største bilmotor, der er lavet. Det er en Dodge Ram SRT-10 med 10 cylindre, 8,3 liter motor og 500 hestekræfter. Den gav jeg en kvart million kroner for. Den står opmagasineret, og jeg håber, at den bliver mange penge værd en dag. Den er ikke faldet i værdi.

Hvad ønsker du dig til din fødselsdag?
Flere timer i døgnet, men ellers ikke noget. Jeg hader at være i centrum, og jeg laver ikke en ønskeseddel. Jeg plejer at få en deodorant eller nogle underbukser. Det er fint nok. Måske ville jeg blive skuffet, hvis der ikke var gaver på bordet, men det er ikke noget, jeg går op i.

Har du et motto?
Man lever kun én gang.
Jeg synes, man skal gøre de ting, som man gerne vil her i livet. Mange mennesker vil gerne noget, men tør ikke, eller også er de for nærige, og dermed går de glip af en stor glæde. Det er derfor, man skal huske, at man kun lever én gang.

Hvad kan irritere dig?
Ikke så meget. Jeg er mindre irriteret, efter at jeg stoppede med at have søer. Dengang kunne jeg blive sur over alle de fester og komsammener, som vi skulle til. Jeg ville nok egentlig gerne være med, men jeg syntes ikke, at jeg havde tid til det. Mange af mine kammerater har ikke lyst til at komme ud at se verden. Jeg synes faktisk, det er lidt irriterende, når de ikke synes, der er andet i livet end minigravere, en labradorhund og ferie på en campingplads. Jeg har jo selv været lidt på samme måde med mine grise, det ved jeg godt. Men der er altså andet i livet. Mange landmænd er irriterede over veganere og dem fra Dyrenes Beskyttelse, men det er jeg ikke. Der skal være plads til alle. Selvfølgelig er der nogle, der er kuleskøre. Især dem i København.

Hvilket karaktertræk bryder du dig mindst om hos andre?
Hvis folk er racister. Nu arbejder jeg på fabrik, og det vælter ind med syrere og ukrainere. Det er ihærdige og rare mennesker, men der er altså nogle af de gamle kolleger, som er ret racistiske og kommer med stikpiller. Det kommer bag på mig, at det stadig er sådan i Danmark.

Hvad er din største bedrift?
Det var, da jeg startede et sohold op uden at eje noget. Privat er det min søn, som er den største glæde. Jeg ved egentlig ikke, om jeg kan prale af, at det er min bedrift. Vi har haft fertilitetsproblemer som så mange andre, og det tog fem års behandlinger, inden det lykkedes i allersidste forsøg.

Bertram er nok i virkeligheden min kones og lægernes bedrift. Men han er den, jeg elsker allermest.

Hvad er din bedste investering?
Min bedste investering er også min dårligste handel. På et tidspunkt købte jeg aktier for 40.000 kroner til kurs 90 i biotekvirksomheden Genmap. Da jeg skulle have nyt tag, solgte jeg aktierne for 200.000 kroner. I dag ville de være et par millioner værd. Jeg har da fortrudt, at jeg solgte dem, bare for at få et nyt tag på en landbrugsejendom.

Ved nytår havde jeg aktier for omkring fire og en halv million kroner. De er faldet med 20 procent siden, men de skal nok komme op igen. Jeg har ikke fortrudt, at jeg har købt aktier for de penge, jeg har tjent i de 14 år, som jeg har haft grise i stedet for at skulle betale af på jord og bygninger. Jeg har aldrig haft et lån.

Hvad er du særlig god til?
Jeg ved egentlig ikke, om jeg er god til at passe grise, men jeg er meget ihærdig. Det er der, jeg har høstet min indtjening. Jeg bliver ved og ved og laver alting selv. Det samme gør min far. Han er snart halvfjerds, og han arbejder 12 timer om dagen seks dage om ugen. Vi har konkurreret om, hvem der arbejdede mest. Hvis han stod op klokken seks, så var jeg oppe klokken fem. Selv om jeg hader at lave håndværkerarbejde, så er jeg er faktisk ret god til el-arbejde. Men jeg ringer til en elektriker, hvis jeg synes, jeg kan tillade mig det.

Er der noget, som du er vildt dårlig til?
Jeg har det ikke godt i store forsamlinger. Da vi blev gift på rådhuset, var jeg så nervøs, at jeg ikke engang kunne skrive mit eget navn.

Selv om jeg er vant til at kastrere grise, har jeg angst for sygehusvæsenet. Eller måske er det netop derfor. Bare tanken om at skulle til læge eller tandlæge kan få mig til at kaste op. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg bliver svimmel og utilpas og får svedeture. Jeg var nødt til at sidde ned, da vi skulle til scanninger med vores søn. Under fødslen var der sat en briks frem til mig - de vidste godt på hospitalet, hvordan jeg havde det.

Hvor tit laver du mad?
Aldrig. Vi ringer bare og bestiller, det er helt naturligt for mig. Det kan jeg bruge penge på. Heldigvis laver Line mad, og det er godt, for vi har et højt privatforbrug. Det er kommet stille og roligt, fordi vi har vænnet os til at købe mad, når vi snakker med venner og bekendte. Jeg vil tro, at vores madbudget er det dobbelte af, hvad de andre på fabrikken bruger. Men jeg vil hellere arbejde et par timer ekstra end lave mad. Jeg kan spejle et æg, men det vil irritere mig, hvis jeg skal gøre det.

Hvem sørger for, at du ikke føler dig ensom?
Jeg kunne godt føle mig ensom, da jeg kun passede slagtegrise. Det er ensomt at gå alene i en stald, selv om det også var en lettelse at komme af med søerne. Heldigvis har jeg kammerater, jeg kan ringe til. Jeg er totalt hurtig til at læsse af. Men livet bliver også anderledes, når man får børn, og der kommer en afstand til kammerater og venner. Det kan ikke være anderledes.

Hvad er din største luksus?
At tage på ferie. Vi har lige været nogle dage i København og boet på Hotel D’Angleterre. Vi kunne godt have boet billigere, og det synes vores venner også. Men det var totalt luksus og en fantastisk oplevelse og service, og der var swimmingpool i kælderen. Man kunne godt tro, at de var lidt storsnudede sådan et fint sted, men de var sørme så flinke, og vi nød det. Jeg ringede til hotellet et par gange, inden vi kom, for at høre, om alt var i orden, for jeg havde bestilt opholdet på nettet. Jeg ville også lige høre, om vi selv skulle have noget med, men det skulle vi ikke. Der var sørget for det hele.

Hvad er din største frygt?
Det er at have dårlig økonomi. Desværre. Det burde ikke være sådan.

Bidrager de tre ’bevægelser’ klima, MeToo og bæredygtighed med noget positivt?
MeToo har betydet meget godt for kvinder og for, hvordan vi mænd opfører os. Jeg kan godt forstå, hvis kvinderne nogle gange synes, det er træls at høre på, når tonen er mandschauvinistisk. Både bæredygtighed og klima snakker alle jo om, og det synes jeg er godt.

Hvor er du om ti år?
Det gad jeg sgu også godt vide, men jeg er forhåbentlig her i det her hus, og jeg håber, at jeg stadig har grise. Men ellers vil jeg være lønmodtager. Gerne på papfabrikken. Det kan jeg sagtens forestille mig. Jeg forstår godt, at vi i landbruget har svært ved at tiltrække arbejdskraft, når man kan komme ind på en fabrik uden uddannelse og få et godt job.

Hvis du skulle stoppe med at være landmand, hvad ville du så lave?
Så ville jeg være lønmodtager og gerne på fabrik. Det er et godt arbejdsliv. Selv om jeg stadig har grise, er jeg jo på en måde blev genfødt som 3Fer. Nu læser jeg om mange af de sager, der er med forholdene for ansatte i landbruget. Nogle lever under kummerlige forhold, som jeg ikke kan forsvare.

Afstemning

Hvor tit laver du mad?

Faktaboks

Jimmi Mark Sørensen

  • Bor i hus inde i Grenaa, gift med Line, der arbejder i Norddjurs kommune. Har sønnen Bertram på to år.
  • Uddannet landmand fra Vejlby Landbrugsskole.
  • Driver JS Svineproduktion ved Grenaa, som han ejer 50:50 sammen med Sten Bilde.
  • I 2021 blev de 900 søer slagtet, målet nu er at opfede 8.000 slagtegrise årligt.
  • Har aldrig ejet hverken bygninger eller jord, men har investeret sin løn og overskud i aktier.
  • Arbejder på papfabrik i Grenaa.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle