Hvis du er vild med maskiner, skal du lytte med på vores nye podcast

Det siges med et glimt i øjet, at danske landmænd sjældent er underudstyrede, når det gælder teknik og maskiner. Sandt er det i hvert fald, at traktorer, mejetærskere og meget andet maskinel er afgørende for dansk landbrugs succes, så nu laver vi simpelthen en podcast, der omfavner den virkelighed.

Der, hvor jeg kommer fra i det sydjyske, sagde man i min barndom halvt i spøg, halvt i alvor om mange landmænd, at de led af maskinitis. Altså det forhold, at de var så glade for traktorer og andre maskiner, at de nok købte lige til den gode side af dette udstyr. At de nok kunne klare sig med mindre. Det er ikke utænkeligt, at eksempelvis bankfolk sagtens kunne finde argumenter for at skrue lidt på den konto.

Men her på LandbrugsAvisen har vi nu taget begrebet til os. For i forståelsen af ordet ligger jo også en begejstring for maskiner - det uden sammenligning vigtigste parameter for landbrugets succes siden industrialiseringens begyndelse i midten af 1800-tallet.

Derfor skriver vi en del om maskiner både i LandbrugsAvisen, på nettet og i vores magasin TraktorTech.

Men det kan jo være svært at sidde i sin traktor på marken og læse avis samtidig. Derfor har vi besluttet at udgive en månedlig podcast om traktorer, mejetærskere, såmaskiner og alt andet fra den verden, og hvilket andet navn kunne vi give programmet end "Maskinitis"?

Første udsendelse ligger allerede på landbrugsavisen.dk, og inden længe vil den og de kommende udsendelser også være at finde på de forskellige play’ere som Spotify, Google Podcast og Apple Podcast.

Værter er LandbrugsAvisens Christian Juel Jørgensen og fotograf, journalist og maskintester John Christensen, og tilsammen udgør de en af landets dygtigste og mest erfarne duoer, når det gælder maskin- og teknik-området.

Tilmed er de muntre af sind - den ene fra Sjælland, den anden fra Jylland - gode til at forklare og sætte ord på ting, og så er de berejste - den perfekte kombination.

Vores tanker med at søsætte en podcast på maskinområdet er også at få fat i nogle af de yngre landmænd, der nok ikke på samme måde som deres forældre er gift med at læse en papiravis, men til gengæld er interesserede i maskiner og opfatter det som helt naturligt at kunne lytte til en podcast, mens de måske går i stalden eller sidder i deres traktor.

Lyd i ørerne, mens man arbejder, kan noget, og så er det også chancen for at få noget mere vitaminholdigt indhold i løbet af dagen end lokalradioens kværnende musikflade.

Maskinitis er ikke den eneste podcast, vi producerer. Vi står også bag en daglig nyhedspodcast, som vi kalder "Dronen", ligesom vi løbende byder på spændende interviews i programmet "Topmødet".

Vores podcasts står ikke i stedet for noget andet og betyder ikke, at vi laver mindre aviser eller dårligere magasiner. De er et ekstratilbud til de landbrugsinteresserede og en måde at tilbyde vores journalistik på en lydbåren platform.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle