Asger Krogsgaards karriere i selskabet startede i midten af 1990’erne i Vestjyske Slagteriers repræsentantskab.
Det har i flere måneder stået klart, at Danish Crowns formand ville stoppe på posten.
Men det har været uklart, om Asger Krogsgaard var klar til en tørn mere i selskabets repræsentantskab og bestyrelse.
Nu takker han af.
Det meddeler han dagen før, at det nye repræsentantskab skal vælges i hans kreds i Danish Crown.
Dermed er der sat punktum på en 21-årig lang karriere i Danish Crowns bestyrelse, hvoraf han har været næstformand i mere end et årti, og siddet som formand siden sidste år, da Erik Bredholt valgte at stoppe.
De fleste vil nok huske Asger Krogsgaard mest som Danish Crowns udsendte i brancheopgaverne, hvor han igennem længere tid var slagteribranchens ansigt udadtil som formand for Danske Slagterier.
- Det har været en utrolig spændende opgave at være helt tæt på maskinrummet i Danish Crown gennem så mange år, og særligt i det seneste år som formand, hvor jeg har været med til at skabe et nyt fundament for virksomheden. Vi har startet en transformation af virksomheden med nye vedtægter, ansættelse en ny topledelse og ikke mindst åbnet for, at Danish Crown kan få en ekstern formand. Derfor synes jeg, at det er godt tidspunkt at give stafetten videre, udtaler han i en pressemeddelelse.
Udefra har det seneste år også været yderst hektisk, fordi slagteriet har haltet alvorligt efter både indenlandske og udenlandske konkurrenter på afregningspriserne.
Det har ført til, at flere andelshavere i løbet af året har luftet deres utilfredshed og ønske om ny formand for Danish Crown samtidig med, at en del af slagtningerne er forsvundet fra slagteriet og dermed presset selskabets konkurrencekraft yderligere.
Mest markant lød kritikken fra andelshaver Martin Lund Madsen, der for få måneder siden valgte at skifte størstedelen af sine leverancer til konkurrenten Tican.
Midt i kritikken har Asger Krogsgaard appaleret til griseproducenterne om at støtte op om Danish Crown i en kritisk tid, da krisen i selskabet ifølge Krogsgaard er truende for fremtiden for dansk griseproduktion.
Udover, at der er kommet en ny CEO og finansdirektør til i Danish Crown, så er der også søsat nye modeller for at binde smågriseproducenterne tættere til selskabet og øge incitamenterne til at få flere til at øge deres produktion og leverancer til selskabet.
Senest har selskabet også skåret hårdt til i selskabets administration for at finde besparelser og bragt omkostningerne ned i et selskab, hvor volumen på slagtningerne er faldet markant de senere år.
Under Asger Krogsgaards tid som en af Danish Crowns mest profilerede bestyrelsesmedlemmer har der således været nedture, men der har også været det modsatte fortegn.
Sammenligner man en dansk griseproducents afregning over ti år med en tysk kollega, så falder det jævnt ud. Især en kortvarig opblusning af eksporten til Kina til forrygende priser gav Danish Crown i en periode en af Europas højeste afregningspriser til ejerne - selvom det synes længe siden nu.
Da det hed Vestjyske
I midten af 1990'erne kom en ung svineproducent ved navn Asger Krogsgaard ind i repræsentantskabet i sit lokale slagteri.
Det hed Vestjyske Slagterier og blev siden fusionet ind i Danish Crown. Siden er navnet svineproducent blevet til griseproducent i branchen - og Danish Crown voksede undervejs til en af verdens absolut største spillere indenfor slagtning af grise og salg af grisekød på det globale marked.
Kriseåret 2024 markerer på mange måeder, at det udover færre slagtninger også er nye tider i Danish Crown. Der skæres betydeligt ned på antallet af folkevalgte. Samtidig er den tidligere CEO for A.P. Møller Mærsk Søren Skou nu indstillet til at overtage posten som Danish Crowns formand.
Asger Krogsgaard kalder det en kæmpe ære og glæde selv at have været med i spidsen.
- Det har været en stor ære for mig at mærke opbakningen fra mine kollegaer til arbejdet i vores fællesejede virksomhed og for branchen som helhed. Gennem alle årene har det været en kæmpe glæde for mig at samarbejde med alle de superdygtige og engagerede medarbejdere i både Danish Crown og Landbrug & Fødevarer, som hver dag gør en kæmpe indsats for at binde hele værdikæden sammen. Den kontakt kommer jeg nok til at savne, men omvendt glæder jeg mig til at kunne koncentrere mig om vores eget landbrug og min familie, udtaler Asger Krogsgaard.
I de kommende dage er det dermed sidste gang, at Asger Krogsgaard som en del af inderkredsen skal kommentere på Danish Crowns regnskab på en række kredsmøder i baglandet, hvorfra det nye repræsentantskab bliver sammensat.
Privat er Asger Krogsgaard sammen med sin kone Dorthe og to sønner en af Danish Crowns rigtig store leverandører med årlig levering af ca. 75.000 slagtegrise til slagteriet.