For fjerde gang på ti år har ulvepar i Danmark fået hvalpe

For andet år i træk har ulveparret i Klelund Plantage ved Hovborg fået hvalpe. Vildtkameraer har foreløbigt dokumenteret, at der er mindst én hvalp, som er født først i maj.

Ulveparret i Klelund Plantage ved Hovborg er har for anden gang fået hvalpe.

Fredag i sidste uge fangede vildtkameraer, opsat til at overvåge ulvene, én ny ulvehvalp.

Der kan godt være flere hvalpe i kuldet, men det kræver yderligere kameraoptagelser at fastslå, understreger de forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som sammen overvåger ulvene for Miljøstyrelsen.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Hvalpen - eller hvalpene - er efter alt at dømme født først i maj og er dermed cirka to måneder gamle nu. De vil formentlig ikke bevæge sig uden for det hegnede område i Klelund Plantage før til efteråret.

Forældreparret i Hovborgreviret i Sydjylland består af en danskfødt hanulv og en tyskfødt hun, der etablerede sig i plantagen i 2020 og fik første kuld med fire hvalpe i 2021.

Kun fjerde ulvekuld i Danmark

Det er fjerde gang siden ulvens genindvandring i 2012, at et ulvepar yngler med succes i Danmark, og det er første gang, at et par yngler to år i streg.

Det er ellers ret normalt for ulve at blive sammen og yngle hvert år gennem en længere årrække. Det fortæller Kent Olsen, der er videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus.

- Grunden til, at det kun er fjerde gang siden 2012, er, at ulvepar har haft det med at forsvinde. De når måske at yngle én gang, men så forsvinder en af dem, og så må den anden vente på en ny.

- Det betyder, at ulven har været forholdsvis langsom til at etablere sig i Danmark, selv om den har været her i ti år, fortæller han.

Kent Olsen kalder det kryptisk dødelighed, når typiske biologiske forklaringer er fjernet.

- Det kan være, at ulve bliver skudt ulovligt, men det har kun været dokumenteret én gang, så vi kan i hvert fald bare konstatere, at de forsvinder. Når vi kan sige det med stor sikkerhed, så er det, fordi etablerede ulvepar er meget stedfaste. Derfor kan vi følge dem på ugentlig basis. 

- Så der er en meget fintmasket overvågning af ulvene i Danmark, og derfor kan vi også se, når de pludselig forsvinder helt og ikke dukker op igen, for de følges meget nøje.

BEstand kan ikke opretholde sig selv

Udover parret i Klelund Plantage er der to andre par.

Det ene er etableret i år i Oksbøl-reviret i Sydvestjylland og ventes ikke at yngle i år.

Det andet par bor i Skjern-reviret i Vestjylland, og for dem er det oplagt at have fået hvalpe i år, om end der ikke er blevet observeret nogen endnu, fortæller Kent Olsen.

Foruden de seks voksne ulve i par er der fire voksne ulve i Danmark, som hver har et område, hvor de har været stedfaste i minimum et halvt år.

Dertil skal lægges tre andre hanulve, som ikke er født i Danmark, men som er enlige strejfende ulve, der endnu ikke har slået sig ned.

Udover de 13 er der tre hunhvalpe fra sidste år. Den ene går med sine forældre i Hovborg-reviret, mens de to andre formentlig stadig er i Danmark.

- Det giver altså 16 voksne ulve, hvilket er vores bedste bud, siger Kent Olsen.

Ifølge ham dør fire ud af ti voksne ulve i Danmark hvert år. Det er højere, end hvad en bestand kan tåle i forhold til at opretholde sig selv.

- Den eneste grund til, at vi stadig har ulve i Danmark, skyldes, at der fortsat sker en kontinuerlig indvandring sydfra.

- Med tre ulvepar, hvoraf to formodes at have ynglet med succes, kan udviklingen måske ændre sig fremadrettet.

Begrænset adgang for offentligheden

Vejen og Varde Kommune har midlertidigt forbudt offentlig adgang i ulveområdet frem til og med 1. oktober 2022.

Det skyldes, at myndighederne har pligt til at beskytte ulve mod forstyrrelser især i perioder, hvor dyrene yngler, tager sig af deres unger, overvintrer eller vandrer.

Faktaboks

Forældreparret i Hovborgreviret i Sydjylland består af en danskfødt hanulv og en tyskfødt hun.

Parret etablerede sig i december 2020 og fik fire hvalpe første gang i maj 2021. Nu har det samme par igen fået hvalpe i samme område.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle