Der bliver i EU-Kommissionen lige nu arbejdet på at oprette en 'ekstra reserve', hvorfra der vil kunne yde økonomisk støtte til landmænd, der bliver ramt af frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene.
For at berolige lande som Frankrig og Polen, hvor landmænd har stor politisk indflydelse, har EU-Kommissionen planer om at oprette en reserve, der skal sikre, at Europas landmænd kan få hjælp, hvis frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene medfører uventede udfordringer.
Mercosurlandene dækker over en række sydamerikanske lande.
På et møde med EU-parlamentarikere nævnte handelskommissær Maroš Šefčovič ifølge Euronews en mulig 'reserve' på mindst 1 milliard euro til at støtte landmænd, hvis Mercosur-aftalen skader europæisk landbrug. Han beskrev det som en slags forsikring, der kun bruges, hvis noget går galt.
Den foreslåede Mercosur-reserve ser ud til at skulle fungere på samme måde som den krisereserve på 450 millioner euro, som allerede i dag findes i EU’s landbrugspolitik. Det er forventningen, at den nye reserve kan blive del af den læste landbrugspolitik, der skal gælde efter 2027.
Meldingen om en mulig Mercosur-reserve kommer i øvrigt efter, at især franske landmænd har protesteret mod aftalen. Onsdag i denne uge var der blandt andet protester mod aftalen foran Europa-Parlamentet i Strasbourg.
/ege