
Det sydkoreanske grisekødsmarked er attraktivt, men Danmark har i lighed med mange andre lande ikke formået at få en større del af kagen.
Kagen eller importen af fersk og frosset grisekød fra sydkoreanernes side er vokset 9,6 procent i løbet af 2024 til 563.000 ton, men kun USA, Tyskland, Brasilien og Chile har i 2024 løftet deres salg til landet.
Det fremgår af Markedsnyt for grisekød.
USA's salg, der er den største eksportør til Sydkorea, er steget 20,9 procent til 196.000 ton. Tysklands afsætning er eksploderet fra 907 ton i 2023 til 40.000 ton i 2024 svarende til en stigning på 4.347,3 procent. Brasiliens salg er steget 101,9 procent til 21.000 ton. Endelig er Chile gået frem fra 32.000 til 40.000 ton svarende til en stigning på 23,6 procent.
Det danske salg er de seneste par år gået markant tilbage. I 2022 var afsætningen på 21.000 ton. Året efter på 12.000 ton og i 2024 var salg til Sydkorea faldet yderligere til 11.000 ton. Det er et fald på 10,5 procent.
Spanien, der har haft voldsomme vækstrater for deres eksport af grisekød over de senere år, er i lighed med Danmark og en række andre lande ramt ind i modvind. Den spanske eksport er på et år faldet 17,6 procent til 89.000 ton.
Markedsnyt for grisekød bemærker, at den voldsomme tyske fremgang skal ses i sammenhæng med, at tysk grisekød efter tre års banlysning efter afrikansk svinepest igen har adgang til det sydkoreanske marked. Dog er afsætningen igen stoppet efter udbruddet af mund- og klovsyge i Tyskland.
Kommentarer