Danmark skal have prrs helt ud af vagten - kan blusse op igen

Ugen På Spidsen: Den eneste rigtige løsning er ikke at reducere forekomsten, men helt at fjerne prrs, mener ugens klummeskribent på Gris.

Der ligger en stor indsats foran griseproducenterne de kommende år i form af at sanere landet for prrs. 

Det er godt nok en reduktionsplan, der er lanceret, men reelt vil den største gevinst være helt at fjerne prrs fra landkortet. 

Fjerner man ikke prrs helt, risikerer man at sygdommen brager løs og smitter mange besætninger, der ikke længere har modstandskraft eller er vaccinerede. 

Jeg er helt på det rene med at omkostningen ved at gennemføre planen rammer forskelligt. Heldigvis er det sådan, at de besætninger, der får omkostninger ved at slippe af med prrs, er det samme som får fordele ved at slippe af med den.

Jeg har endnu ikke mødt en griseproducent, der ikke mente, at det var en god idé at fjerne prrs fra Danmark, men de er der selvfølgelig. 

Der kan være tale om producenter, der alene eksporterer smågrise ud af landet, og som lever med prrs i ro. 

Det kan samtidig være besætninger, hvor det på grund af staldindretningen er svært at lave gode arbejdsgange, hvor smittede grise ikke møder rene grise. Så længe disse besætninger kører stabilt vil de efter alt at dømme ikke være til stor fare for at smitte andre, men kommer der andre sygdomme til, så kan prrs pludselig blusse op.

Dermed bliver de en risiko for naboer, og de er som jeg ser det den største risiko for succes med hele planen.

Derfor er den eneste rigtige løsning ikke at reducere forekomsten, men helt at fjerne prrs.

Risikoen ved at have enkelte stabile men positive besætninger er ganske enkelt for stor for hovedparten.

 

Morten Thomsen er journalist og grisefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Gris Online, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og grisefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online, griseugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle