Af alt det, som 29-årige Casper Poulsen har lært i sine første år som selvstændig griseproducent, er det vigtigste at have økonomisk overblik, prioritering af tid og at pleje sit netværk - for så skal mulighederne nok dukke op.
Det var en drengedrøm, der brast, da Casper Bech Poulsens far gik konkurs. Den unge mand, der var ved at uddanne sig til landmand, havde nemlig altid drømt om at overtage familiens gård ved Lemvig.
Det kom han da også til, på en måde, for da en investor køber farens griseproduktion bliver Casper Poulsen faktisk tilbudt at leje gården som blot 22-årig.
- Det var ikke lige den plan, jeg havde forestillet mig, men der var god økonomi i grisene, og jeg havde jo en drøm om at skulle ud og være selvstændig, så jeg sprang til for at få mulighed for at tjene nogle penge, forklarer han.
Han får lidt økonomisk hjælpt til at fylde staldene, og i tre år opfeder og sælger han slagtegrise. Det sidste år med en omsætning på en 8-9 millioner.
- Det var svære vilkår i 2017 og 2018. Vi tjente ingen penge, og jeg kunne bare se, at det løb den forkerte vej. Men vi endte med nogle gode år i 2019 og 2020, og jeg tror, det var sundt at prøve. For havde jeg tjent en million det første år, så havde verden været nemmere, men jeg havde måske ikke lært, hvor vigtigt det er at passe på sin likviditet.
I 2020 stiller han op til formandsvalget i LandboUngdom, men vælger at trække sig.
- Jeg tror, at jeg er ved at købe en ejendom. Aftalen med banken er i hus. Men den falder i sidste øjeblik, fordi banken bliver nervøs på grund af svinepesten, der breder sig i Tyskland, siger Casper Poulsen, der er en af de fire kandidater til titlen som Årets Unge Landmand.
Netværk hjalp i gang
I 2021 bliver han kontaktet af sin konsulent og spurgt, om han er interesseret i at se en anden ejendom.
- Alle vidste, at det ikke var planen, at jeg skulle blive på den lejede ejendom. Det var en raket for at blive løftet videre, siger Casper Poulsen, der altid har gjort meget ud af klar kommunikation med konsulenter og sin bank.
Tidslinjen
2015: Er i praktik i Washington State, USA. Vender tilbage året efter for at køre roer i South og North Dakota
2016: Uddannet EUX-landmand fra Asmildkloster Landbrugsskole og starter arbejde som fodermester på gård med grise
2017: Bliver tilbudt at leje sit fødehjem og starter selskab med opfedning af slagtegrise indtil oktober 2020
2021, marts: Begynder at gå til hånde på Bakkegården, som han er blevet tilbudt at købe
2021, juni: Overtager Bakkegården med 300 søer
Du kan møde de andre kandidater til titlen som Årets Unge Landmand her.
- Vi laver budgetter og ser det lidt an, men den nye ejendom passer bare godt til os. Så til sidste bliver vi enige om, at jeg må gribe muligheden, siger Casper Poulsen, der inkluderede den mangeårige kæreste Maria i sin beslutning.
I en måned går Casper Poulsen til hånde på Bakkegården lidt nord for Holstebro, og 1. juni 2021 overtager han gården. Finansieringen blev klaret dels med Casper Poulsens opsparing, dels med et sælgerpantebrev og et lån fra en ekstern investor, som Casper Poulsen har kendt i flere år.
- Der er to, der har taget en risiko ved at låne til projektet, og det viser, at de tror på mig, siger Casper Poulsen, der i mange år har plejet sit netværk gennem frivilligt arbejde i lokale bestyrelser, fodboldklubber og LandboUngdom.
- Det giver et socialt pusterum, når man har fri, og et bredt netværk både blandt unge og gamle, siger han.
Grisemand med stort G
Siden overtagelsen af Bakkegården har han fyldt staldene op, så han og de tre ansatte årligt producerer 11.000 slagtegrise fra 315 søer.
Produktionen er øget til 36 grise per årsso, men ambitionerne holder ikke der.
- Jeg har altid en ambition om at ligget blandt de bedste på produktivitet, og vil op blandt top 25 i alle staldafsnit, siger han.
Alle grisenes sælges til Danepork.

Casper Poulsen ved, hvor hans styrke ligger, og det er i stalden. Derfor bruger han en stor del af sin tid hos grisene, og har i stedet prioriteret at få hjælp til bogholderiet og en pasningsaftale af al jorden med en nabo.
Foto: John Christensen

Casper har været sammen med sin kæreste Maria i snart ti år. De har sammen en datter på otte måneder. Foto: John Christensen
På grund af den relativt lave notering, er det gået langsommere med udviklingen af ejendommen, end Casper Poulsen havde ønsket. Han har dog skiftet noget af inventaret i staldene, foderautomaterne og er gået over til ugedrift i soholdet. I fremtiden er ambitionen, hvis det økonomisk giver mening, at øge soholdet til først 450 og siden 800 søer.
- Selvfølgelig drømmer jeg om at vækste, jeg er ikke uden ambitioner. Men jeg tror på, at det skal ske som full-line producent. Hvis vi skal følge den politiske dagsorden, så skal vi ikke eksportere så mange smågrise mere, og så skal man selv have plads til slagtegrisene, siger Casper, der fra november har lejet en stald mere i nærheden.
Mit bedste råd til andre unge er, at man skal huske at have sig selv med og ikke blive for forelsket i det her erhverv, Man skal ikke gribe enhver chance eller tage i mod tilbud med for høj rente eller nedslidt inventar. Og så er det vigtigt, at man har sit bagland i orden og opbakning.
Casper Poulsen
Casper Poulsen er også en mand, der har lært, hvor hans styrker ligger. Derfor bruger han en stor del af sin tid hos grisene, og har i stedet prioriteret at få hjælp til bogholderiet og al jorden, ialt 124 hektar, passes fast af en nabo. Her lavers der rug, hvede og byg til Caspers egen foderblander, samt raps og frøgræs til DSV.
- Når man starter som 21-årig, tror man, at man kan klare alt selv. Men jeg har lært over årene at prioritere, hvad det er vigtigt, jeg selv gør, og hvad der ikke er.
- Jeg er selvfølgelig i ordets forstand direktør i min virksomhed, men jeg ser mere mig selv som håndværker. Jeg kan godt lide helheden: At handle foder, lave regnskab og budget, men det må ikke fylde det hele, for jeg nyder at være i stalden.
3 målsætninger
- God økonomi: God økonomi er alfa og omega. Derfor er det vigtigste, at vi har styr på økonomien og er her på gården endnu. Det kan godt være, det giver bedst mening at forblive samme størrelse, men vi skal have et stærkt økonomisk fundament, så vi kan udvide, hvis muligheden byder sig.
- Flere søer: Jeg er dog ikke uden ambitioner, så om 5-10 år har vi koblet et større anlæg på, så vi kan udvide til først 450 og siden 800 søer. Vi har lavet en screening på, at det rent miljømæssigt godt kan give mening.
- Nyt anlæg: Jeg drømmer også om en nybygget slagtegrisestald et sted i nærheden.
Faktaboks
Om konkurrencen
Igen i år kårer LandbrugsAvisen Årets Unge Landmand i samarbejde med Gjensidige, L&F og LandboUngdom. Blandt mange indsendte forslag har dommerkomitéen udvalgt fire dygtige finalister, der på hver deres måde skaber en fremtid i erhvervet. Mød finalisterne her i avisen de kommende fire uger. Vinderen kåres på Delegeretmødet 8. november.
Årets Unge Landmand vinder 30.000 kroner til en studierejse.
Gjensidige Forsikring er sponsor og samarbejdspartner i konkurrencen.
”At tænke nyt er en af Gjensidiges kerneværdier. Det er de nye tanker der udfordrer, skaber dynamik og skaber nye muligheder. Derfor vil vi gerne hylde de unge landmænd, der går forrest med nye projekter, nye tanker og ny stålsat vilje til at vise nye veje for dansk landbrug som i disse år har brug for de nye ideer der bliver født hos jer unge”, begrunder Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring.
Vinderen vælges af en dommerkomite, bestående af Søren Søndergaard, formand for L&F, Niels Skovgaard, formand for LandboUngdom, Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring og Christian Friis Hansen, chefredaktør for LandbrugsAvisen.
Kriterier for kandidater:
- Max 35 år
- Etableret indenfor de seneste fem år
- Økonomisk ansvarlig for bedriften
- Sund bedrift, både fagligt og økonomisk