To unge folketingskandidater har fået et forslag om at stille krav til myndighedernes maksimale sagsbehandlingstid hældt ned ad brættet. Men hvorfor egentlig? Hvorfor ligger en sådan tankegang egentlig magthaverne på Christiansborg så fjernt? Det skriver chefredaktør på LandbrugsAvisen Christian Friis Hansen.
Hvis man skal sige det pænt, fik et forslag fra de to folketingskandidater for Venstre Chris Preuss og Iben Krog lanceret i LandbrugsAvisen i sidste uge ikke stor opbakning. Faktisk ingen.
Ikke engang de tos eget parti Venstre kunne hidse sig op til andet end at sende forslaget "tilbage i værkstedet", hvilket er en pæn måde at hælde et forslag aldeles ned ad brættet på.
Hos Socialdemokratiet kunne ordfører Anders Kronborg med slet skjult sarkasme oplyse, at han da ville være "chokeret", hvis kandidaternes eget parti kunne gå ind for forslaget, al den stund at Venstre jo er en del af landbrugsaftalen, der også adresserer myndighedernes sagsbehandlingstid. Men hvorfor er forslaget nu så håbløst, at de etablerede magtpartier straks vender det ryggen?
I al sin enkelthed foreslog de to kandidater, at myndighederne skal have en frist for, hvor lang tid det må tage at sagsbehandle eksempelvis en ansøgning om et lavbundsprojekt eller et mini-vådområde. Hvis ikke myndigheden har fået behandlet sagen på seks måneder, skal landmanden automatisk have lov til at gennemføre projektet, lød forslaget. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om seks måneder nu lige skal være det endelige tal, men det er skuffende, at to historiske magtpartier som Socialdemokratiet og Venstre - måske især Venstre - end ikke ønsker at indgå i diskussionen.
For hvad er der egentlig i vejen med at stille krav til myndighederne? Når det går den anden vej, er der nærmest ingen grænser for, hvilket datotyranni man som borger og ikke mindst landmand kan være udsat for. De to kandidaters tankegang minder om den, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) i sin tid som sundhedsminister for Venstre søsatte med behandlingsgarantien: Hvis ikke det offentlige sygehusvæsen kunne garantere behandling på en række sygdomme inden for tre måneder, fik patienten ret til at gå til et privathospital, der dermed fik pengene for behandlingen.
Igen, det er efterfølgende blevet diskuteret, om afregningen til privathospitalerne i begyndelsen var rigelig nok, men ingen diskuterer, at denne mekanisme satte produktionen på de offentlige sygehuse gevaldigt i vejret. På det nærmeste en revolution.
Tilsvarende kunne det være velgørende med andet og mere end en symbolsk diskussion om myndighedernes forpligtelser, når det gælder sagsbehandlingstider over for eksempelvis klimarelaterede projekter i landbruget. Her kunne det sagtens tænkes, at en frist med efterfølgende sanktion til den offentlige myndighed kunne sætte skub i den grønne bølge.
For det handler vel ikke om at forhindre landmændene i at få succes med deres klimaprojekter?
